peripeti
er et pludseligt omslag i skæbnen. Det er Aristoteles' betegnelse for det afgørende vendepunkt i et drama.
er et pludseligt omslag i skæbnen. Det er Aristoteles' betegnelse for det afgørende vendepunkt i et drama.
(Gyldendals Teaterleksikon)
Peripeti, gr. peripeteia ‘vendepunkt’ eller ‘skæbneomslag’, i dramaet et skift fra lykke til ulykke (tragedie) eller fra ulykke til lykke (komedie). I det klassiske drama indtræffer P ofte midt i stykket. I moderne dramaturgi opererer man ikke blot med et
(Gyldendals Teaterleksikon)
Peripeti, – Tidsskrift for dramaturgiske studier, et videnskabeligt tidsskrift om teater udgivet siden 2004 af Afdeling for Dramaturgi på Aarhus Universitet. Enkeltnumrene knyttes ofte til konferencer mv. Eksternt link: www.dramaturgi.au.dk
peripeti, et omslag i handlingen. Det er tilfældet i Sofokles’ tragedie om Kong Ødipus, der erkender, at han har dræbt sin far og ægtet sin mor, hvilket får handlingen til at ændre retning. I Henrik Ibsens Et Dukkehjem (1879) kan
Peripeti. Overtaget fra Aristoteles' bestemmelse i Poetikken af en uforudset skæbnesvanger omvending (peripeteia) i handlingen af komplekse tragedier. Den naturlige verden Aristoteles så det som sit mål at formulere grundprincipperne for den empirisk foreliggende, naturlige verden, sådan som de tager
Desis, (gr., af dein binde), inden for litteratur knude; konflikt; sammenlign med peripeti.
(Gyldendals Teaterleksikon)
peripeti, et vendepunkt i handlingen, hvor genkendelsen fører en erkendelse med sig, der ændrer hele tragediens forløb. I modsætning til enkle fabler taler Aristoteles om komplekse fabler, hvor både peripeti og A forekommer, enten hver for sig eller sammen, og
(Dansk Biografisk Leksikon)
Peripeti for guitartrio, 1996. Han deltager gerne selv i indstuderingen af de meget grundigt afvejede og noterede partiturer. Om sin musik har han selvironisk udtalt at i mange år var pauser hans specielle udtryksmåde, parret med en udpræget mangel på
(Gyldendals Teaterleksikon)
peripeti, som kan indebære anagnorisis, genkendelse eller erkendelse. Igangsættende faktor er en hamartia, en brist eller fejltolkning. Aristoteles taler om katharsis som endemålet, en ‘renselse’, oftest udlagt som en følelsesmæssig forløsning, der forudsætter tilskuerens medleven. Modellen blev uddybet i renæssancen
(Gyldendals Teaterleksikon)
til handlingens peripeti. B indtager en central position i især den græske og fransk-klassicistiske tragedie. Bibliografi: Brandell, G Drama i tre avsnitt 1971; Holm, I Drama på scen 1981; Wanda, J Wesen und Form des Berichts im Drama 1931.