parallelisme
er inden for filosofi sideløbende forandringer på forskellige områder uden årsagssammenhæng; sammenlign med psykofysisk parallelisme. Læs mere i Den Store Danske sjæl (sjæl-legeme-problemet)
er inden for filosofi sideløbende forandringer på forskellige områder uden årsagssammenhæng; sammenlign med psykofysisk parallelisme. Læs mere i Den Store Danske sjæl (sjæl-legeme-problemet)
Parallelisme, 1) det at være parallelle. 2) lighed mellem bibelsteder.
Logicogrammatikalsk parallelisme, vekselvirkning mellem sproget og tanken.
Psyko-fysisk parallelisme, det psyko-fysiske problem, se sjæl-legeme-problemet.
parallelisme (se sjæl). Spinozas begreb om substansen betegner en monistisk virkelighedsopfattelse, hvilket betyder, at alt er del af en og samme natur. Gud kan således ikke opfattes som transcendent, men kun som immanent, dvs. som ét med den altomfattende natur
parallelisme mellem menneskekroppen og universet, som kommer til udtryk både i myten om verdens opståen ud af den kosmiske Lao Zis krop og i de hermed forbundne metoder til 'kroppens forvandling', bianshen, dvs. til etablering af kosmisk identitet og mystisk
parallelisme og alternerende gentagelser. Skæmte- og smædeviserne udspringer typisk af en bestemt situation og kan for eftertiden sjældent opbyde kærestevisernes fascinerende friskhed. Adskillige trubadurer kendes ved navn, således galicerne Joam Airas og Martin Codax og kong Dinis af Portugal (1279-1325), og
parallelisme: De to sfærer er ikke forbundne, men "synkroniserede" af Gud, der samordner de sjælelige og fysiske begivenheder. De mest populære forsøg på at løse problemet er dog gået ud på at vise, at sjælen og legemet ikke tilhører to
parallelismer og symmetrier er mere gennemført i litterære end i ikke-litterære tekster. Strukturalismen studerer også konventioner, der er specifikke for enkelte genrer på givne tidspunkter (folkeeventyret, der har været ivrigt studeret, tragedien i Frankrig i 1600-t., den angelsaksiske
parallelismer og rimvirkninger slog rod i den urkristne prædiken og udviklede sig siden til de accentuerende rimvers, der blev byggesten for kirkens hymner og sekvenser, der igen gav impuls til den store mangfoldighed af europæiske vers- og strofeformer (se vers