paşa
Paşa, se pasha.
Paşa, se pasha.
Paşa, 1744-1822, albansk-tyrkisk provinsguvernør, begyndte som bandeleder og blev 1788 guvernør (paşa) i Janina (den nuværende græske by Ioannina). Ali Paşa fik efterhånden kontrol over det meste af Albanien, Epiros, Makedonien, Thessalien og Peloponnes, men sultan Mahmud 2. fik
Paşa, Ahmet Şefik Mithat Pasha, okt. 1822-8.5.1884, osmannisk embedsmand. Midhat Paşa repræsenterede den fløj inden for det osmanniske bureaukrati, der 1839-76 moderniserede Osmannerriget ved at reorganisere statens institutioner (se Tanzimat). De liberalistiske idealer formuleredes i 1876 i Osmannerrigets
Paşa, 13.3.1800-7.1.1858, osmannisk diplomat og statsmand. Som udenrigsminister og storvesir opnåede Reşid Paşa, at Storbritannien fra 1836 til efter hans død støttede Osmannerriget mod presset fra den egyptiske vicekonge Muhammad Ali og fra Rusland. Indenrigspolitisk var Reşid Paşa ophavsmand
Paşa var en tyrkisk officer og politiker. Han deltog i ungtyrkernes statskup i 1908 og i afsættelsen af sultan Abdülhamid 2. i 1909. 1913-18 var han og to andre ministre Tyrkiets egentlige magthavere. Enver var fascineret af Tysklands militærmagt
Paşa 1815 lod restaurere som sit hovedkvarter. Her ligger Aslan Tzami-moskeen, i dag indrettet som bymuseum, og Fetihie Paşa-moskéen indrettet som Ali Paşas gravsted. Borgruinen Kastro, der engang husede den kristne bydel, blev delvist nedrevet af Ali Paşa
Paşa, 1634-1683, osmannisk storvesir fra 1676. Den meget kristenfjendske Kara Mustafa overtog den osmanniske regeringsmagt efter sin fosterbror Fazıl Ahmed Köprülü. Efter en uafgjort krig med Rusland 1678-81 vendte Kara Mustafa sig mod det habsburgske Østrig, der militært
var en tyrkisk politiker. Som officer deltog İsmet i ungtyrkernes og fra 1920 i Atatürks revolution mod den osmanniske sultan, og hans sejre over den græske invasionshær ved Inönü nær Ankara i 1921 var en af forudsætningerne for oprettelsen af
Kemal Atatürk var en tyrkisk statsmand, reformator og Tyrkiets grundlægger samt første præsident fra 1923 til 1938. Som ung officer i den osmanniske hær sluttede Atatürk sig til ungtyrkerne, der ønskede reformer og modernisering. Han udmærkede sig som officer og
regeringstid i skyggen af sine rådgivere, der stod for den reformbevægelse, der kendes som Tanzimat, og hvis principper nedfældedes i Hatt-ı-Şerif, et stort reformdekret fra 1839. De egentlige magthavere var først Reşid Paşa, senere Ali og Fuad Paşa.