ordstilling
Ordstilling, ords placering i et syntagme eller en sætning; bruges ofte synonymt med ledstilling. Se også sætning.
Ordstilling, ords placering i et syntagme eller en sætning; bruges ofte synonymt med ledstilling. Se også sætning.
ordstilling, et veludviklet ledsætningssystem og hyppig brug af participialkonstruktioner. Den frie ordstilling er bl.a. begrundet i, at de enkelte ords funktion i sætningen i høj grad er fastlagt af bøjningsformen. Ordstillingen kan derfor benyttes stilistisk. Procentforholdet mellem hovedsætninger og ledsætninger
Ordstilling (ledstilling) i fremsættende (deklarative) sætninger er normalt subjekt-verbal-objekt (SVO), men SOV, hvis objektet er pronomen. I spørgende (interrogative) sætninger er rækkefølgen VSO. Ordstilling er dermed som i fransk. Udtale og skrift ligner skiftevis fransk og provençalsk/occitansk
ordstilling og betoning. I en sætning som huset ligger jo langt væk viser ordet jo, at hele indholdet forventes kendt af samtalepartnerne på forhånd, og brugen af bestemt form viser, at der er tale om et kendt hus. Når sætningen
ordstilling, kongruensmærker på verbet og/eller forskellige forbindelsesord, fx præpositioner. I fx tysk markerer nominativ sætningens subjekt, akkusativ objekt og dativ indirekte objekt, jf. Der Mann gibt dem Jungen den Hut 'Manden giver drengen hatten', hvor der Mann er sætningens subjekt
Ordstillingen er "fri", men ikke tilfældig. Mens den i dansk først og fremmest tjener til at udtrykke syntaktisk ledværdi, fx subjekt og objekt, angiver den i tjekkisk leddenes kommunikative værdi. Den kommunikative ordstilling er i store træk fælles for alle
såkaldte Tobler-Massafia lov, ifølge hvilken ordstillingen i romanske sprog afhænger af tryk (betonede stavelser). Tobler tilskrives beskrivelsen af det sproglige fænomen dækket direkte tale, hvor det anførende verbum udelades. Det blev meget anvendt i Toblers samtid af franske forfattere.
for fordobling kendes også fra ikke-semitiske afroasiatiske sprog, berberisk og det kushitiske sprog bedja. Ordstillingen i akkadisk er speciel ved, at verbet kommer til sidst i sætningen. Læs mere i Den Store Danske assyrisk babylonisk kileskrift semitiske sprog Mesopotamien
ordstilling, hvor subjekt følges af objekt og verbum. Nyere forskning har afdækket et fælles ordforråd og triangulering med arkæologi og genetik har sandsynliggjort at alle fem sproggrupper stammer fra området omkring den vestlige Liao-flod i det nordøstlige Kina, hvor
Anastrofe, (gr. anastrofe venden om), omvendt ordstilling; en talefigur, hvori et ord er sat bag ved et andet ord, som det normalt skulle stå foran, fx mange bække små gør en stor å.