notturno
Notturno, det italienske ord for nocturne.
Notturno, det italienske ord for nocturne.
Notturno (1921), for hans bedste udgivelse. Flere af d'Annunzios værker foreligger i ældre dansk oversættelse, bl.a. Giovanni Episcopo fra 1892 (med samme titel på dansk og samme år), med dedikation til Matilde Serao og forord af Harald Høffding. Han
Notturno (1993), og Sequenza XII for fagot (1995). Luciano Berio underviste 1956-62 ved bl.a. Juilliard School of Music i New York og 1993-94 ved Harvard University. I efterkrigstidens nye kompositionsmusik regnes han for at høre til de mest
notturno (1940, Natligt komme), var Luzi knyttet til den florentinske hermetisme. Det var en lyrisk modernisme, hvis koncentration om sproget og jeget kan ses som en reaktion mod den omgivende fascistiske retorik. I mange senere samlinger, opsummeret af Il giusto
indført af den irske komponist John Field og blev dyrket af bl.a. Frédéric Chopin og Gabriel Fauré. I den italienske form notturno optræder betegnelsen i 1700-t. i forbindelse med serenader, divertimenti og anden ensemblemusik, bl.a. hos Mozart og Haydn.
Notturno (1885), novellerne Sensitiva amorosa (1887) og de nietzscheanske prosadigte Ung Ofegs visor (1892), er præget af nervebetonet temperament og irrationel psykologi, som vakte anstød og førte den skånske digter i livslang udlændighed. Han havde betydning for versets frigørelse i
Notturno (1885) og i Johannes Jørgensens Stemninger (1892). Der er tale om en anden litterær tradition end frie vers, der undertiden fejlagtigt kaldes prosadigte. I 1900-tallet forekommer prosadigtet typisk hos Vilhelm Ekelund, Saint-John Perse, Francis Ponge og sporadisk
vinduer, dels flersatsede instrumentalværker beregnet til udendørs opførelse som fx Mozarts Haffner-serenade (1776). I sidstnævnte forstand bruges også betegnelserne divertimento, cassation og notturno. I barokken betegnede serenade et kantatelignende hyldestværk til en højtstående person. Se også aubade og nocturne.
(Dansk Biografisk Leksikon)
notturno-motivet som begreb i den italienske commedia dell'arte. Den italienske Nat er oversat til engelsk, men endnu ikke udgivet. Med Operahus og Casino, 1942, Jardin i Rom, 1943 og Den italienske Nat, 1947 havde E. placeret sig på