modpave
En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste. Læs mere i Den Store Danske Investiturstriden pavevalg
En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste. Læs mere i Den Store Danske Investiturstriden pavevalg
varede til 1138, hvor hans modpave Anacletus 2. døde. Med hjælp fra bl.a. Bernhard fra Clairvaux opnåede Innocens 2. efter modpavens død hele kirkens støtte og afholdt det 2. Laterankoncil i 1139. Læs mere i Den Store Danske pave modpave
modpave. En foreløbig afslutning fik Investiturstriden med konkordatet i Worms 1122 med Henrik 5., hvorefter kejseren ikke længere kunne indsætte bisper, men dog kunne nedlægge veto mod en udvalgt bisp. I praksis afhang udnævnelsesretten af det politiske styrkeforhold mellem pave
modpave. 2Stefan 2. blev valgt til pave d. 23. marts 752, men døde to dage senere, inden han kunne indvies, og regnes derfor normalt ikke med. Spørgsmålet har gjort nummereringen af de følgende Stefaner uregelmæssig. 3Der opstod forvirring om paver
Victor 4. var modpave fra 1159. Som led i kejser Frederik 1. Barbarossas kamp imod pave Alexander 3. blev Victor 4. indsat som modpave. Bestræbelserne for at få ham alment anerkendt mislykkedes.
og af den tyske kejsers indflydelse på besættelsen af kirkelige embeder, hvilket han betegnede som simoni. Hans modstandere valgte Honorius 2. som modpave. Sin kraftigste støtte havde Alexander 2. i kardinal Hildebrand, som blev hans efterfølger under navnet Gregor 7.
modpave), valgt af den gregorianske fløj inden for kurien. Den tyske kejser Lothar bekæmpede Anacletus 2. og støttede Innocens 2.; også England, Frankrig og Norden anerkendte Innocens, og ved sin død havde Anacletus kun støtte i Rom. Se også investiturstriden
Antipapa, (gr. anti- + lat. papa), modpave.
død og valget af en ny italiensk pave (Urban 6.) gjorde de franske kardinaler oprør og valgte deres egen franske pave (modpave Klemens 7.). Hermed udløste de det store skisma (1378-1417). Læs mere i Den Store Danske Clemens 5.
modpaven, Viktor 4. Gensidige bandlysninger indledte et kirkeskisma, der kom til at bestå indtil 1177. I Tyskland lykkedes det Frederik at holde forskellige fyrsteslægter i balance gennem en bevidst forleningspolitik. Hans welfiske fætter Henrik Løve søgte i slutningen af 1170'erne