melisme
Melisme er et afsnit i en melodi, hvor der synges flere, ofte endog mange toner på én stavelse. Melismer findes i gregoriansk sang og i middelalderens og renæssancens polyfoni. Læs mere i Den Store Danske koloratur
Melisme er et afsnit i en melodi, hvor der synges flere, ofte endog mange toner på én stavelse. Melismer findes i gregoriansk sang og i middelalderens og renæssancens polyfoni. Læs mere i Den Store Danske koloratur
melismer) blev forsynet med en tekst. Troperne opstod især i 800-1000-tallet og vandt hævd i liturgien, men blev afskaffet efter Tridentinerkoncilet i 1500-tallet ligesom de fleste sekvenser, der menes opstået gennem tekstunderlægning (tropering) af den afsluttende melisme
melisme) i overstemmen. Denne forsynes desuden med en tekst, som enten er en trope eller sjældnere en sekvens. Mange flerstemmige satser af denne type, der benævnes frit organum, er overleveret i håndskrifter fra Aquitanien; den aquitanske polyfoni blev bl.a. dyrket
melismer. Under sangen kan der forekomme en vis improvisation også fra vers til vers med bl.a. oktavforskydninger, hvilket kan skabe et meget varierende melodiforløb, evt. med karakter af tonemaleri. I begyndelsen af 1900-t. gled den kollektive brug af denne
melismer, der med lange toneranker sunget på samme stavelse fremhæver ord i teksten. Denne form for melodisk ornamentik ses ikke mindst i de solistisk sungne vers. 2) Graduale som liturgisk bog Et graduale er en liturgisk bog, der indeholder sange
melisme i alleluia, den såkaldte jubilus. Mens troperne definitivt afskaffedes efter Tridentinerkoncilet, anerkendtes den fortsatte brug af nogle få sekvenser. Musikteori Tonematerialet i den gregorianske sang er diatonisk, det vil sige ordnet i hel- og halvtonetrin inden for en skala
melisme på slutvokalen a (se sekvens); derpå følger verset, og halleluja gentages. I påsketiden har gradualet samme udformning med ordet halleluja som antifon. Uden for messen findes halleluja bl.a. som antifon i visse tidebønner. Ordene i det berømte Halleluja-kor
melismer. Tvísöngur er en tostemmighedspraksis inden for visesangen med parallelle kvinter og hyppige stemmekryds. Barnagælur er remser og sange i samvær med børn; de fremføres med en særlig intim syngemåde: de raulas. Remsemelodikken har som regel et toneomfang på en
melismen) på den sidste vokal i ordet alleluja (se halleluja) i den gregorianske koral i den romerskkatolske messe. Til støtte for hukommelsen blev der i middelalderen føjet nye tekster til melodierne; herved menes sekvenserne opstået, men der er ikke ført
melismer i Roxanes sang samt hyrdens tilhængeres ekstatiske danserytmer, der lokker selv kongen med. I tredje akt, den såkaldt hellenistiske, slutter operaen med kong Rogers korte lovsang til den opgående sol, der kan tolkes som en tilbagevenden til hans apollinske