maskulinum
er en grammatisk betegnelse for hankøn. Se køn.
er en grammatisk betegnelse for hankøn. Se køn.
maskulinum og langt ā i dualis. Akkusativ/genitiv har ī i pluralis maskulinum og aj i dualis. Femininum pluralis har kort u og i, sat oven på det forlængede femininumssuffiks, -āt. På baggrund af forholdene i enkeltsprogene kan man desuden antage
maskulinum, femininum og neutrum. De tre køn findes i ældre indoeuropæiske sprog som sanskrit, græsk og latin og er bevaret i fx nygræsk, tysk og de slaviske sprog: russisk dansk mask. khorosjij maltjik en god dreng fem. khorosjaja devusjka en
maskulinum (hankøn), femininum (hunkøn) og neutrum (intetkøn). Disse faldt ikke nødvendigvis sammen med naturligt køn. For eksempel var både víf og barn intetkøn, ligesom deres danske kognater viv og barn. Sammensatte ord med -maðr ‘mand, person’ var altid maskulinum, også
maskulinum pluralis qǝtálū, ”de dræbte”, der blev til qǝtál og dermed enslydende med tredje person maskulinum singularis. I konsonantskriften er der dog stadig forskel på de to former, idet pluralisformen har bogstavet w til sidst, som brugtes til at markere
maskulinum pluralis -īn), og ved tabet af den nedarvede passive verbalstamme med n-præfiks. Den ursemitiske kasusbøjning er gået tabt. Verbalsystemet omfatter de nedarvede former, der traditionelt kaldes perfektum og imperfektum, bøjet med hhv. suffikser og en blanding af præ
maskulinum (hankøn) var fx sten, femininum (hunkøn) bro og neutrum (intetkøn) horn. Den nordiske efterhængte artikel må være opstået i vikingetiden, men forekommer ikke i nogen olddansk indskrift. En typisk formulering er Sasur resþi sten æn gærþi bro 'Sasser rejste
maskulinum, femininum og neutrum; i nynorsk henvises med pronominerne han, ho og det, mens den i bokmål er fælles for maskulinum og femininum. Eksempler på bøjningsforskelle mellem bokmål og nynorsk er stol, -en, i flertal i bokmål stoler, stolene over
maskulinum, femininum og neutrum, og tre klart adskilte kasus, nominativ, akkusativ og genitiv; hertil kommer i maskulinum tiltaleformen vokativ. Verbalsystemet omfatter to diateser, aktiv og passiv, to aspekter, imperfektiv om fortløbende eller gentagne handlinger og perfektiv eller aorist om det
maskulinum, femininum og neutrum. Under visse omstændigheder skelnes der i maskulinum singularis mellem betegnelser for det levende og det ikke-levende og i pluralis mellem personer af hankøn og alt andet. Foruden grammatisk køn er disse skel afgørende for valg