manikæisk
Manikæisk betyder ‘som vedrører manikæisme’ eller ‘som vedrører manikæere’.
Manikæisk betyder ‘som vedrører manikæisme’ eller ‘som vedrører manikæere’.
manikæiske privatbreve på græsk og koptisk. Centralasien og Kina (iranske sprog, tokharisk, olduighurisk og kinesisk) I begyndelsen af det 20. århundrede fandt man på arkæologiske ekspeditioner, især fra Tyskland, tusinder af buddhistiske, manikæiske og kristne (nestorianske) håndskriftsrester i Centralasien, især
manikæiske Salmebog (se manikæisk litteratur) er således et vidnesbyrd om manikæernes billeddannende og religiøst grebne stil. Manikæismens religionshistoriske placering Et hovedtema i forskningshistorien har drejet sig om manikæismens karakter og religionshistoriske baggrund. Den oprindelige opfattelse var, at manikæismen var et
manikæiske menighed sammen med sin far og andre udbrydere fra døberbevægelsen. I stil med Paulus betegnede han fra nu af sig selv som "Jesu Kristi apostel." Manis senere historie og død Manis senere historie kendes fra andre manikæiske kilder. Mani
manikæisk biskop af Mileve i Numidien. Augustin fortæller i sine Bekendelser, hvordan han som ung manikæisk "hører" i 383 mødte Faustus i Karthago; Faustus kunne dog ikke give tilfredsstillende svar på Augustins mange spørgsmål om manikæismens kosmologi. Faustus var forfatter
manikæisk middelpersisk, blev anvendt i Iran i perioden 300 f.v.t. til 950 e.v.t. og skrevet med en variant af det aramæiske alfabet. Nordvestlig middeliransk er parthisk (ca. 250 f.v.t. til 226 e.v.t.), som hovedsagelig er bevaret på ostraka (dvs. potteskår
manikæiske tekster, især nogle vigtige hymnesamlinger, men alt sammen fra sasanidisk tid (ca. 224-630 e.v.t.). Dog var arsakidetiden ingenlunde uden digtning. Det skyldes den tids kulturbærer af rang, den omvandrende skjald, gosan. Den mundtlige tradition var i højsædet, fordi
manikæiske tekster. Den ældste bevarede originallitteratur er klostergrundlæggeren Antonius' breve fra ca. 300 og skrifter af klostergrundlæggeren Pachomios og hans efterfølgere fra 300-t. Stilistisk og indholdsmæssigt når den koptiske litteratur sit højdepunkt i 400-tallet med Shenute af Atripes
manikæisk og på græsk, med titlen Om hans legemes tilblivelse; den blev første gang udgivet 1975-82. Om hans legemes tilblivelse ser ud til at være en kompilation, da den består af afsnit, der i overskrifter tilskrives nogle af Manis
manikæisk observans, hjemmehørende i Köln-området i 1100-t., bekæmpet af Bernhard fra Clairvaux. 3 italiensk kætterbevægelse, der opstod i 1260 i Parma, inspireret af Joachim a Fiores idéer og af det evangeliske fattigdomsideal. Efter kirkelige integrationsforsøg blev apostolikerne fordømt