magnetosfære
er det område af himmelrummet, hvor et himmellegemes eget magnetfelt virker. Se magnetosfæren.
er det område af himmelrummet, hvor et himmellegemes eget magnetfelt virker. Se magnetosfæren.
magnetosfære I forhold til Jordens størrelse er magnetosfæren sammenlignelig med de store planeters (Jupiters, Saturns og Neptuns) magnetosfærer. Månen og Venus har ingen magnetosfære, Merkur og Mars har kun svage magnetfelter. Jordens magnetfelt og magnetosfæren Jordens magnetfelt og magnetosfære skabes
magnetosfære. Satellitterne flyver i synkrone, polære, elliptiske omløb på 57 timer. Apogæum er 119.000 km og perigæum er 19.000 km. I modsætning til den danske Ørsted-satellit giver Cluster et mere rumligt billede af magnetosfærens struktur og dynamik. Cluster udgør
magnetosfære meget lig forholdene på Jorden. En væsentlig forskel er dog, at mange af Jupiters måner befinder sig inden for magnetosfæren. Magnetfeltet skyldes formodentlig konvektion i den metalliske brint. Jupiters ringe og måner Jupiters ringsystem blev opdaget af Voyager 1 i
er hurtige tidsmæssige variationer af Jordens magnetfelt, som skyldes elektriske strømme i ionosfæren og magnetosfæren. Strømmene forårsages af forøget aktivitet på Solens overflade, der resulterer i en kraftigere solvind. Læs mere i Den Store Danske penumbra (solplet) solvind magnetosfæren Solen
magnetosfæren og kommer ind i atmosfæren i et bælte omkring den magnetiske nordpol og et tilsvarende bælte omkring sydpolen. Ved øget solaktivitet bliver bæltet bredere og forskydes bort fra polen. Nordlys kan jævnlig ses i Danmark. Udseende og struktur I
magnetosfære. De havde instrumenter til at måle magnetfelter, elektrostatiske og elektromagnetiske bølger, elektron- og iontæthed, kosmisk stråling og de energirige partikler, der forårsager nordlys. OGO 2, 4 og 6 var i lave, polære baner, mens OGO 1, 3 og 5 var
feltlinjerne og partiklerne svinger sammen. De kendes fra rumforskningen og findes bl.a. i ionosfæren og i magnetosfæren. Inden for forskningen i fusionsenergi benyttes Alfvénbølger til plasmaopvarmning; de afsendes fra ydre antenner ind i plasmaet, hvor deres energi afsættes som varme.
i excentrisk bane fra 1000 til 3500 km højde. Formålet var at studere ionosfæren og magnetosfæren over nordlysområdet. Instrumenterne målte nordlyspartikler, radiostråling fra nordlys, og med ionosonder målte man elektrontætheden i forskellige afstande under satellitten. Alouetteserien fortsattes i ISIS-programmet.
magnetosfære. Begge satellitter skulle have været i den geostationære bane, fordi de magnetfeltlinjer fra Jordens magnetfelt, der krydser den geostationære bane, har udgangspunkt i de områder på Jorden, hvor forekomsten af nordlys er hyppigst. GEOS-1 kom pga. en raketfejl