magnetjernsten
Magnetjernsten, andet navn for mineralet magnetit.
Magnetjernsten, andet navn for mineralet magnetit.
magnetjernsten, der optræder i linseformationer. Malmen indeholder en del silikater og kalksten, men har et meget lille fosfatindhold, hvilket i 1800-tallet gav det udvundne jern en førerstilling på det engelske marked. Malmen brydes fortsat, nu på dybere niveau, og
magnetjernsten og jernglans. Brydningen begyndte i 1500-tallet. Under omfattende strukturændringer i slutningen af 1800-tallet fusionerede grubeselskaber i området med jernbaneselskabet, der betjente området; det blev til TGO, Trafik AB Grängesberg-Oxelösund. I de følgende år opnåede TGO en
magnetjernsten), hæmatit (jernglans, blodsten), goethit (brunjernsten, limonit, myremalm) og siderit (jernspat). Jern indgår i andre vigtige oxider som chromit (chrommalm), ilmenit (titanmalm) og i wolframatet wolframit (wolframmalm). Jernsulfiderne findes i store mængder i kismalme og udgøres af pyrrhotit (magnetkis) og
magnetjernsten) brydes bl.a. i de kolossale forekomster i Kiruna og Gällivare i Nordsverige. Selvom disse havde været kendt siden 1700-t., kunne de først, da de indeholdt fosfor, udnyttes efter Thomasprocessens opfindelse, og efter at jernbanen til Narvik var færdigbygget
magnetjernsten. Det kan beskrives som værende et dobbeltoxid FeOFe2O3. Jern(III)oxid, Fe2O3, findes som mineral under navnet hæmatit eller blodjernsten. Det kan fremstilles ved opvarmning af jern(III)salte af flygtige syrer, fx af jern(III)sulfat og anvendes
magnetjernsten, stærkt magnetisk, sort mineral og et af de vigtigste jernmineraler. Det krystalliserer kubisk, har sammensætningen Fe3O4, massefylden 5,2 g/cm3 og hårdheden 51/2. Det danner fin- til grovkornede masser, men findes ofte som krystaller med veludviklede oktaeder- og rombedodekaederflader
magnetjernsten). Smergel anvendes som slibemiddel, fortrinsvis til fremstilling af glaskomponenter i optiske præcisionsinstrumenter. Den findes fx på Naxos og Samos og andre græske øer, hvor den bl.a. er dannet ved kontaktmetamorf omdannelse af bauxit og laterit. Smergels rolle som slibemiddel
(Naturen i Danmark)
magnetjernsten i klipperne nær oldtidsbyen Magnesia. Men først i 1600-tallet forklarede William Gilbert, hvordan magneterne i et kompas virkede, og han antog også, at hele Jorden var en stor magnet. Denne antagelse var stort set korrekt. Omkring jorden findes