lukkelyd
Lukkelyd, se klusil.
Lukkelyd, se klusil.
lukkelyde. Nasalkonsonanter som m og n anses af nogle fonetikere og fonologer også for lukkelyde pga. deres mundlukke; de betegnes da nasale lukkelyde. Andre regner nasalkonsonanterne, som har fri passage gennem næsehulen, for en særlig klasse, benævnt nasaler. Den særskilte
lukkelyde blev til ustemte hæmmelyde: sprog [p] > [f] [t] >[θ] [k] > [χ] [kw] > [χw] latin piscis tres canis quod oldislandsk fiskr þrír hundr hvat dansk fisk tre hund hvad 2. stemte lukkelyde blev til ustemte lukkelyde
lukkelyde p, t, k de ustemte, aspirerede lukkelyde pʰ, tʰ, kʰ hæmmelydene h, f, s, ʃ affrikaten ts sonoranterne v, l, r, m, n Det er muligt, at ungetruskisk også har et sæt lange vokaler, der opstod som følge af
lukkelyde, der minder om det danske stød — både som selvstændige lyde og som glottaliserede konsonanter. Lyden [k] er distinktiv i forhold til [q], der er en uvulær lukkelyd, som også kendes fra grønlandsk. Også labiovelaren [kw] er ret udbredt. I
lukkelyd efterfulgt af en hæmmelyd med samme eller næsten samme artikulationssted som lukkelyden, og som i det pågældende sprogs system fungerer som en enhed. Affrikater dannes ved, at det lukke, der i lukkelydsfasen blokerer luftstrømmen fra lungerne, opløses så relativt
Lukkelyde eller (sjældent) hæmmelyde, hvor lukket (hæmmet) efterfølges af en kort h-agtig støj, en aspiration. Danske aspirater er fx lydene p og k i dansk rigsmål og det 'tørre' t, der findes i visse jyske, specielt nordjyske, dialekter. Aspirater
lukkelyde ustemte, og andre regler, der kan være morfologisk begrundede, fx vekslingen elektriker, elektricitet. Laboratoriefonologi kalder man forsøgene på at efterprøve de fonologiske former og processers psykologiske realitet for sprogbrugerne vha. empiriske metoder hentet fra fonetikken og psykologien. Skema over
lukkelyde bevaret som velære lukkelyde, mens de i satemsprog som albansk, armensk, baltoslavisk og indoiransk blev yderligere palataliseret og i visse tilfælde endda udviklet til sibilanter; således er det palatale k̂ i indoeuropæisk *k̂m̥tóm '100' blevet til hhv. latin k
aspirerede og uaspirerede stemte lukkelyde, fx b over for bh, og mellem lukkelyde, som artikuleres med tungespidsen mod tænderne eller mod gummerne svarende til en skelnen mellem alveolært t og retroflekst rt, fx norsk katt 'kat' over for kart 'kort'.