libanesisk
Libanesisk betyder ‘som vedrører Libanon’ eller ‘som vedrører libanesere’.
Libanesisk betyder ‘som vedrører Libanon’ eller ‘som vedrører libanesere’.
Libanesiske Borgerkrig 1975-90 Borgerkrigens udbrud var et resultat af voksende modsætninger i det libanesiske samfund, repræsenteret ved to bevægelser. Den Libanesiske Nationale Bevægelse, LNM, var fortaler for et opgør med det politiske system, der havde eksisteret siden indgåelsen af
Libanesiske Nationale Bevægelse, LNM. Reformmodstanderne var samlet i den maronitisk-dominerede gruppe Libanesiske Styrker, LF. Medvirkende til polariseringen var desuden en aftale fra 1969 mellem PLO og den libanesiske regering, der gav PLO ret til guerillaangreb mod mål i Israel
libanesisk forfatter, journalist og dramatiker. Hun er født og opvokset i Beirut og har siden 1982 boet i London. Hun fik sit store gennembrud i 1980 med romanen Hikayat Zahra (på dansk Zahras historie, 1990). Hun skriver på både arabisk
Libanesiske Nationale Bevægelse (LNM), der ved Den Libanesiske Borgerkrigs udbrud i 1975 viste sig at være de maronitiskdominerede Libanesiske Styrker (LF) overlegen. Jumblatt blev i 1977 offer for et attentat, der formodentlig var arrangeret af Syrien, fordi han var uforbeholden
libanesisk national bevidsthed. Beirut blev den arabiske verdens litterære centrum og har søgt at genvinde denne position efter den libanesiske borgerkrig 1975-1990 med mange bogforlag og tidsskrifter. Nogle forfattere er emigreret; mest kendt er Gibran Kahlil Gibran, som har
libanesiske politiske system betragtet med stor skepsis, fordi han favoriserede egne kandidater ved besættelsen af ledende stillinger. Fra efteråret 2004 distancerede han sig fra Syrien og meldte sig i kredsen af libanesiske politikere, der i overensstemmelse med en FN-resolution
libanesisk politiker, præsident 1976-82 under Den Libanesiske Borgerkrig. Sarkis' forsøg på at afvæbne militserne, der var aktive i Den Libanesiske Borgerkrig, slog fejl; efter den israelske invasion i 1978 ønskede han at lade den libanesiske hær overtage kontrollen med
libanesiske borgerkrig i 1975 var den Mellemøstens kommercielle, kulturelle og politiske centrum. Man talte om Libanon som "Mellemøstens Schweiz" og Beirut som "Mellemøstens Paris". Med sine mange hoteller, kasinoer og natklubber var byen tillige et populært turistmål for både europæere
libanesisk politiker; præsident 1964-70. Hélou blev valgt til det libanesiske parlament i 1951 og var flere gange minister. Som præsident forsøgte han at styrke statsmagten, før han i 1970 trak sig tilbage fra det politiske liv. Under den libanesiske