legitimist
Legitimist, (lat. legitim + -ist), tilhænger af fyrstemagt, som er grundet på arvelige rettigheder.
Legitimist, (lat. legitim + -ist), tilhænger af fyrstemagt, som er grundet på arvelige rettigheder.
Legitimister, tilhængere af bourbonernes styre i Frankrig, hvoraf de mest reaktionære kaldtes for "les ultras". Legitimisterne havde især tilhængere blandt de gamle aristokratiske familier, som ønskede tiden fra før Den Franske Revolution i 1789 tilbage. Efter 1870'erne mistede de
legitimister, landbefolkningen, der var bonapartistisk og konservativ, og en del arbejdere pga. hans skrift om fattigdomsspørgsmålet. Ludvig-Napoleons vælgere forventede autoritet og orden. Valget til Den Lovgivende Forsamling i maj 1849 blev vundet af Ordenspartiet, der gennemførte en række reaktionære
legitimister og orléanister. Adolphe Thiers blev udpeget til foreløbig regeringsleder og til fredsforhandler. Frankrig måtte afstå Alsace og dele af Lorraine samt betale 5 mia. franc i krigsskadeserstatning. Fredstraktaten blev underskrevet den 10/5 i Frankfurt. Nationalforsamlingen, der slog sig ned
Ungarns sidste fælles udenrigsminister og deltog som sådan i fredsforhandlingerne efter 1. Verdenskrig. Som de kongetro legitimisters leder støttede han i oktober 1921 kong Karl 4.s (Karl 1. af Østrig) mislykkede kupforsøg, hvorefter han i nogle måneder sad fængslet.
blev valgt en nationalforsamling med ca. 180 legitimister, ca. 220 orleanister og kun 245 republikanere. Men da Chambord hverken ville have trikoloren eller en forfatning formet af forsamlingen, faldt fusionen og dermed reelt monarkiet. Han levede derefter atter i eksil.
Legitimistisk, (se legitimist), vedr. legitimisme.
(Dansk Biografisk Leksikon)
legitimist. Efter at det russiske mageskifte, som M. gennem mange år havde været en fortaler for, 1773 var blevet gennemført tildelte regeringen ham en pension på 4000 rdl. årligt. M. efterlod sig nogle på tysk affattede "mindeskrifter" der foruden den
(Dansk Biografisk Leksikon)
legitimist holdt G. i England til det yderste fast ved Jakob II, men kom herved i et skævt forhold til prins Jørgen og end mere til den ham så usympatiske William III. 30.4.1689 hjemkaldtes han derfor; han døde fem fjerdingår