legemstemperatur
Legemstemperatur, se feber og temperaturregulation.
Legemstemperatur, se feber og temperaturregulation.
legemstemperatur Legemstemperaturen måles bl.a. i munden, endetarmen, øret eller armhulen. Målingen foretages på kroppens overflade og er derfor lavere end den reelle temperatur, kernetemperaturen, som er ca. 1,0 °C, 0,5 °C og 0,25 °C højere end målt
legemstemperaturen hos mennesket er under 36 °C. Jo lavere temperaturen er, des mere nedsættes stofskiftet; fx er iltforbruget ved 30 °C kun det halve af det normale. Hypotermi fører til nedsat aktivitet af centralnervesystem, kredsløb og åndedræt. Hypotermi kan forekomme
legemstemperatur falder mere end unges, når de under laboratorieforsøg udsættes for samme grad af kulde, og øgningen af deres iltforbrug er større end hos unge. Under en varmebølge øger såvel unge som gamle mennesker deres legemstemperatur, men det tager længere
legemstemperatur. Dvale indtræder ofte på bestemte årstider med resurseknaphed eller ugunstigt klima (kulde, tørke), og tilstanden er derfor en del af mange dyrs årsrytme. Den ægte dvaletilstand med reduceret kropstemperatur ned til 2 °C optræder hos ensvarme dyr, helt overvejende
Legemstemperaturen er ca. 40 °C, ca. 3 °C højere end hos pattedyr. Med det høje stofskifte nødsages fugle til at æde ofte og meget, og især små fugle bruger en stor del af deres tid til fødesøgning. Det gælder i
legemstemperatur; i modsætning til vekselvarm (ofte fejlagtigt betegnet koldblodet). Pattedyr og fugle er fysiologisk homoterme, mens andre dyr som fx fisk og krybdyr må opsøge områder med ensartet temperatur for at holde kropstemperaturen på et konstant niveau. Betegnelsen til trods
legemstemperatur er bl.a. et hurtigere fungerende nervesystem. Overførsel af impulser ved nervesystemets synapser sker ved diffusion, og denne proces er temperaturafhængig. En effektiv koordinering af de tusindvis af enzymatiske processer, som foregår i enhver organisme, er kompliceret. Temperaturregulering inden for
legemstemperaturen ved hjælp af et termometer blev indført af Herman Boerhaave tidligt i 1700-tallet, men først sat i system af den hollandske læge Anton de Haan (1704-1776), som anvendte Fahrenheits termometer anbragt i armhulen. Temperaturmåling blev dog først
legemstemperatur — tiden opleves som gående hurtigere ved høj legemstemperatur end ved lav — og tillige afhængig af indtagelse af forskellige stoffer. Efter at forsøgspersoner er trænet til at give en nogenlunde sikker vurdering af, hvornår der er gået 15 minutter, kan