læderhud
Læderhud, dermis, bindevævslag mellem over- og underhud, se hud.
Læderhud, dermis, bindevævslag mellem over- og underhud, se hud.
læderhuden (dermis eller corium), som er et særligt bindevæv, der ud over celler består af mange, stærke, kollagene fibre, hvilket i øvrigt er grunden til, at pattedyrhud kan bruges til læder. Huden er adskilt fra de underliggende væv af den
læderhud. Overhuden består udelukkende af forhornende epithelceller, mens det tynde lag af læderhuden, der medtages i transplantatet, indeholder bindevævsceller og et netværk af fine blodkar, der ved delhudstransplantation i løbet af få dage vil forbinde sig med recipientstedets blodkarnet. Indtil
læderhud og underhud samt de såkaldte løse bindevæv, der forkommer vidt udbredt i organismen, bortset fra centralnervesystemet. De løse bindevæv findes bl.a. som bestanddele af alle de slimhinder, der beklæder organismens indre overflader, som hinder omkring musklerne samt i organerne
læderhuden samt i hårene. Hos krybdyr, padder og fisk er pigmenterne samlet i særlige pigmentceller (kromatoforer) i læderhuden, og ud over disse findes celler med farveløse guaninkrystaller, der reflekterer lyset og er årsag til strukturfarverne. Farvernes betydning Farver kan have
læderhuden ind mod stejlen. Stejlen, der er forbenet læderhud, sidder fast på pandebenet. Hornskeden, der dannes af slimlaget, er opbygget af kræmmerhusformede lag, hvoraf det yderste er det ældste. Randene af disse kræmmerhuse ses ofte som ringe på hornets nederste
læderhuden (se hud). Læderets egenskaber og dermed brugbarhed til fx beklædning eller nyttegenstande afhænger af valget af dyreart og behandling i garveprocessen. Ved garvning gøres huderne langtidsholdbare (konserveres). De kollagene fibriller i læderhuden (se bindevæv) fikseres og kan således undgå
læderhuden og beklædt med overhud, der dog ofte slides af. De vokser ved pålæg af benvæv på undersiden og i kanten og kan derfor indeholde årringe. De er formentlig udviklet fra hajernes hudtænder, da visse skæltyper ligesom disse er beklædt
læderhuden, hvor de forbliver, eller som artatovering (skarifikation) ved indridsning af mønstre, der gnides med fx aske, hvorved der dannes ophøjede, blivende ar (se keloid). Utilsigtet tatovering med asfalt kan ske efter fald og hudafskrabning. Teknik og risiko Nutidens professionelle
læderhuden, beskadiges (se hud); huden bliver rød, den hæver, og der dannes brandsårsblærer. Andengradsforbrændinger ses fx ved skoldning med kogende vand. Huden heler på 2-5 uger afhængigt af hvor dyb, skaden er. Ved store forbrændinger kan lægehjælp være nødvendig