kvantetal
Kvantetal, i fysikken nummerering af udvalgte energier, impulsmomenter eller andre fysiske størrelser, som ifølge kvantemekanikken kun forekommer med diskrete værdier. Se atom.
Kvantetal, i fysikken nummerering af udvalgte energier, impulsmomenter eller andre fysiske størrelser, som ifølge kvantemekanikken kun forekommer med diskrete værdier. Se atom.
kvantetal blev i 1925 forklaret af S.A. Goudsmit og E. Uhlenbeck, som et indre impulsmoment af elektronen, det såkaldte spin, hvor det tilhørende kvantetal, s, kun kunne antage værdierne 1/2 og -1/2. Dette betød, at en elektrons totale impulsmoment
kvantetal: hovedkvantetallet (n = 1,2,3,...), som angiver skalnummeret, bikvantetallet eller det angulære kvantetal (l = 0,1,2,...,n−1), som angiver orbitalens angulære moment eller orbitalarten (s, p, d, f), det magnetiske kvantetal (m = −l,...,0,...,l), der angiver
kvantetal l, men ved det indre kvantetal j = l+s eller l-s. Med opstillingen af Diracs relativistiske bølgeligning for elektronerne i 1928 antog mange spektroskopikere, at der var opnået en fuldstændig forklaring på hydrogens spektrum. Diracs ligning fastlagde blandt
kvantetal, der fik navnet s. Teorien kunne også organisere baryoner med spin på 3/2 gange Plancks konstant, men forudsagde desuden en baryon med kvantetal s = -3; en baryon der ifølge teorien skulle eksistere, men som endnu ikke var opdaget. Den
kvantetal, der karakteriserer en elektron, ikke være ens for de to elektroner i helium. I grundtilstanden har de to elektroner samme n-, l- og m-kvantetal, mens spinkvantetallet s er hhv. +1/2 og -1/2, hvilket bevirker, at det
kvantetal, fx det kvantetal n, der indgår i beskrivelsen af hydrogenatomet. Korrespondensprincippet blev indført af Niels Bohr, da han i 1913 udviklede sin tidlige atomteori. Motiveringen var den klassiske fysiks succes i beskrivelsen af store områder af makroskopisk fysik. Selvom
kvantetal. Teorien minder om, og er en generalisation af, kvanteelektronymik, der beskriver kræfterne mellem elektriske ladninger. I kvantekromodynamik er elektrisk ladning erstattet af 'farve' og de masseløse partikler, der er ansvarlige for kræfterne er gluoner. I modsætning til fotoner, der
kvantetal kan antage to værdier svarende til, at spinnet peger "op" eller "ned". Nødvendigheden af at indføre et sådant kvantetal med to værdier blev allerede tidligere i 1925 påpeget af W. Pauli, der benyttede spinnet til at gøre rede for
kvantetal, der angiver værdier for nogle andre karakteristiske størrelser for den givne tilstand. De vigtigste er pariteten, π (ikke at forveksle med tallet π), samt det totale impulsmoment, I, der får bidrag både fra nukleonernes banebevægelse og fra deres indre