konsular-
Konsular-, (se konsularisk), vedr. en konsuls embede.
Konsular-, (se konsularisk), vedr. en konsuls embede.
Konsul, person, som af regeringen udsendes til tjeneste i udlandet, udsendt konsul, for at arbejde med såkaldt konsulære sager. De er typisk af praktisk art, fx at fremme samhandelen, varetage pas- og visumsager og notarialforretninger, yde bistand til statsborgere fra
konsul altid kunne blokere den andens beslutninger. Dog var der i en krisesituation mulighed for at vælge én embedsmand med uindskrænket magt i en kort periode, en dictator. Republikken I 100-tallet f.v.t. indførtes nye regler for valg til konsul
konsuler og/eller triumfatorer. Typisk kunne en romer kalde sig selv nobilis, hvis hans far eller bedstefar havde været konsul. Dog er der eksempler på beskrivelsen brugt om folk, særligt kvinder, der havde konsuler i familiens fjerne fortid eller blot mere
konsuler (Hirtius og Pansa) samt den nyligt hjemvendte unge Octavian (blot 19 år gammel og Cæsars arving) blev sendt med deres legioner til Mutina for at undsætte guvernøren der var under belejring af Antonius. De to konsuler døde i slaget
konsul og diktator Året efter lod han sig ikke blot vælge til konsul igen, men også til diktator for de kommende ti år. Samtidig blev de sidste af Pompejus' støtter forfulgt og nedkæmpet i slagene ved Thapsus (i det nuv
Konsul. Det var umådeligt svært at blive valgt til konsul som homo novus. Dette skyldtes måden, hvorpå en valgkampagne blev ført. Kilderne indikerer, at reel politik sjældent var en faktor i valgkampagner, derimod havde det enorm indflydelse, hvilken familie man
konsul 88 f.v.t. Trods sin høje alder fik han tildelt kommandoen mod Mithridates 6., som også Marius havde ønsket. Mens Sulla var på vej til legionerne for at forberede krigen, fik Marius kommandoen overdraget til sig selv gennem en lov
konsul i 133 f.Kr. og støttede i begyndelsen Tiberius Gracchus og hans reformplaner. Quintus Mucius Scaevola var konsul i 117 f.Kr. og retoriklærer for bl.a. Cicero. Som jurist blev han overgået af Quintus Mucius Scaevola (d. 82 f.Kr.), der var
konsul, der fik forlænget sin kommando for at afslutte en krig. Da Rom i 200-tallet f.v.t. fik sine første oversøiske territorier (Sicilien, Korsika, Sardinien og Spanien), opstod et behov for statholdere, der kunne repræsentere Rom på stedet. I begyndelsen