konformisme
Konformisme, 1) i England bekendelse til den anglikanske kirke; det modsatte af nonkonformisme. 2) inden for politologi ensretning.
Konformisme, 1) i England bekendelse til den anglikanske kirke; det modsatte af nonkonformisme. 2) inden for politologi ensretning.
Konformisme, en holdning og måde at leve på, som går ud på tilpasse sig og følge dominerende normer og konventioner. At stræbe efter være i overensstemmelse med flertallets holdninger og normer.
konformisme (modsat mangfoldighed). Det gjaldt ifølge kritikerne ikke blot i produktionen, men også den blomstrende amerikanske populærkultur. Denne kritik blev især formuleret af europæiske intellektuelle, men fandtes også i Latinamerika. Mens kritikken oprindelig blev formuleret af konservative, blev store dele
konformisme af enhver art. Men essayene, der bl.a. er samlet i I flugtens tegn (1993), rummer desuden indtrængende karakteristikker af landsmænd som Kierkegaard, Georg Brandes og Carl Th. Dreyer; mennesker, der som Stangerups romanfigurer var for markante og genstridige til
konformisme og, med tiden, den fremstormende nazisme. Indslag af nonsenshumor, frivolitet og munter lokalkolorit forsvandt dog aldrig helt fra berlinerkabareterne. Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 fik de kritiske kabareter mundkurv på, selv om enkelte modige solister lagde den tidligere
Konformistisk, (se konform), vedr. konformisme.
konformisme, passiv tilpasning eller resigneret accept. Dette forklares af Gramsci med hegemoni, dvs. den herskende klasses evne til at skabe et ideologisk overherredømme, hvor denne klasses normer bliver dominerende og attraktive. Som alternativ til de nævnte forklaringer på konsensus findes
konformisme, dvs. stigende lighed i meninger, som er påtvunget af et flertal. Den liberale lighedstanke er at skabe så lige chancer for individet som muligt, mens den socialistiske lægger vægt på en så ligelig fordeling af goder som muligt uanset
konformisme og kommercialisme — "slipsedannelse og bænkevælling", som han sagde. Det gjorde ham til en af landets mest udskældte mænd gennem 30 år. 1945-46 lagde han sig ud med alle fløje ved at kritisere retsopgøret og forholdene i de tyske
(Dansk litteraturs historie)
konformismen i den demokratiske, vestlige verden som et stort og voksende problem. Den amerikanske sociolog C. Wright Mills skrev i White Collar (1951) om de nye funktionærlags liv og vilkår i USA og pegede på tendenser til ensretning, uselvstændighed og