kolorisme
Kolorisme, (af lat. color farve + -isme), malerisk retning, som lægger hovedvægten på farvevirkningen.
Kolorisme, (af lat. color farve + -isme), malerisk retning, som lægger hovedvægten på farvevirkningen.
kolorisme. Han anså selv sine værker for udtalt billedmusikalske kompositioner og betonede gerne denne synæstetiske karakter med referencer til musikken i billedernes titler, fx Symfoni i hvidt nr. 1 (1862) eller Harmoni i gråt og grønt (1873). Whistlers maleri fik
kolorisme rettede Schrøder sin interesse mod samspillet mellem komposition og kolorit, hvilket ses i både hans landskaber og figurmalerier. Schrøder udstillede fra 1933 med Den Frie Udstilling, fra 1944 med Grønningen. Han modtog Eckersbergs Medalje i 1943. Læs mere i
kolorisme, som klart skiller hans malerier ud fra de øvrige impressionisters. Betydelige værker er Oversvømmelsen ved Port-Marly (1872, Glyptoteket), Seinen ved Bougival (1873, Ordrupgaardsamlingen) samt Sne i Louveciennes (1878, Musée d'Orsay, Paris). Læs mere i Den Store Danske
kolorisme, fx Vinter i Ry (1962) samt det afslørende og dog menneskelige portræt af kunstkritikeren Pierre Lübecker (ca. 1960; begge deponeret på Randers Kunstmuseum sammen med kunstnerens efterladte værker). Anna Klindt Sørensen var i 1940'erne med i kredsen af
kolorisme fik stor betydning for flere generationer af elever, deriblandt især FynboerneJohannes Larsen, Fritz Syberg og Peter Hansen samt Poul S. Christiansen og Niels Larsen Stevns. En særstilling i 1880'ernes naturalistiske pionerkunst indtager "kreaturmaleren" Theodor Philipsen, der gennem personlig
kolorisme. Dansk kunst 1780-1930 Malerisamlingen omfatter dansk guldalderkunst fra N. Abildgaard, C.W. Eckersberg, Christen Købke og J.T. Lundbye. Samlingen omfatter desuden værker fra slutningen af 1800-tallet, bl.a. af Elisabeth Jerichau Baumann og P.S. Krøyer, og fra begyndelsen af
kolorisme og penselteknik. De kunne i naturen iagttage et samspil af atmosfæriske farvebrydninger, som var langt rigere og mere kompliceret, end de traditionelle metoder tillod maleriet at gengive. De udviklede derfor nye fremgangsmåder, der til en vis grad var foregrebet
kolorisme, påvirket af samtidens tyske kunst, som han fik indtryk af under en rejse til Berlin omkring 1921. Hans tidligste motiver var religiøse; senere var det især portrætter og scener fra Dyrehavsbakken, der optog ham. Jens Sørensen var medlem af
kolorisme, fx i portrættet af Niels Hansen i Nordskov (1886, Faaborg Museum), og af impressionismen i Badende drenge (1889, Hirschsprung). Men samtidig stod han i gæld til guldaldermaleriet med Udsigt over tage i Kerteminde (1896-97, Statens Museum for Kunst