kirketiende
Kirketiende, se tiende.
Kirketiende, se tiende.
kirketiende, men de blev aldrig udført. De danske biskoppen klagede til paven over, at de så ofte måtte stille soldater til kongens krige og vedtog skarpe sanktioner for overgreb på kirkens personer og ejendomme. I 1244 krævede Erik forgæves en
(Danmarkshistorien)
kirketiende af den selvejende institution, som sognekirken var, og så påtage sig bygningens vedligeholdelse. De kunne samtidig være sognets valgte kirkeværger. Undertiden havde en adelsmand både konge- og kirketiende fra et eller flere sogne med dertil hørende forpligtelser. Adelen skulle
(Danmarkshistorien)
kirketiende har vel også bevirket, at den enkelte bonde har følt ikke blot pligt, men også ret til at være med til at løse den fællesopgave, kirkebyggeriet var. Sognekirkerne blev, selv inden for samme stift, vidt forskellige, i størrelse, materialer
(Trap Danmark)
Kirketiende betød, at bonden skulle betale hvert tiende neg, der stod på marken. En tredjedel af tiendet tilfaldt sognekirken, en anden tredjedel præsten og den sidste tredjedel biskoppen. Reformationstiden betød en uhyre stor omvæltning for kirke og samfund. Den betød
(Trap Danmark)
kirketiende, som dengang blev betalt i naturalier. Derfor var der brug for magasinplads til tienden. Kousted kirkelade har dog i de seneste hundrede år fungeret som bolig og derfor er ladefunktionen noget udvisket i dag. Til gengæld fornemmes bygningens alder
(Trap Danmark)
kirketiende i sild. I senmiddelalderen blev fiskerlejet ved Humlebæk til en mere permanent bebyggelse, hvor befolkningen ikke blot fiskede, men helt op til midten af 1600-tallet drev handel med bl.a. tømmer fra de nordsjællandske skove.Ud over at fiske dyrkede
(Trap Danmark)
kirketiende i sild. Gilleleje og flere andre af sæsonfiskerlejerne udviklede sig i senmiddelalderen til en permanent bebyggelse med fastboende fiskere, der ud over at fiske også handlede. Derimod måtte Krogskilde ved Gilleleje opgives pga. sandflugt. Bønderne dyrkede korn, men holdt
(Trap Danmark)
kirketiende i sild. Ved Lynæs lå der fra 700- til 1100-tallet en lade- og strandhandelsplads. Ud over fiskeri dyrkede bønderne hovedsagelig rug og byg, men holdt også kvæg og producerede smør. Fårehold samt fjerkræ og æg udgjorde ved reformationstiden
(Trap Danmark)
kirketiende i sild. I senmiddelalderen blev fiskerlejet ved Hornbæk til en mere permanent bebyggelse, hvor befolkningen ikke blot fiskede, men også drev handel med bl.a. træ fra de nordsjællandske skove. Ifølge Esrum Klosters Jordebog fra 1497 betalte indbyggerne i Hornbæk