kerub
Kerub, (hebr.), figurativ (beskyttende el. spærrende) vogter.
Kerub, (hebr.), figurativ (beskyttende el. spærrende) vogter.
evangelist). I overensstemmelse med beskrivelsen i Ezekiels Bog afbildes keruber med fire vinger med mange øjne på. Under fødderne har de hjul, hvorpå de kan bevæge sig i alle retninger. Kerub kan i billedkunsten også betegne et barnehoved med vinger.
Kerub - flammesværd, (hebr.), især engel, der vogter Edens Have med flammesværd.
keruber, som dannede Jahves trone. På væggene var der afbildninger af livets træ med modstillede keruber og af lotusblomster, som antydede kongens liv efter døden og kongen som Guds søn. I tempelhallen stod en række borde med såkaldte skuebrød. Udenfor
Kerubisk, (se kerub), vedr. keruber.
keruber og et lynende flammesværd. Ordet Eden betegner dels haven, dels det land, hvori haven er placeret; det kan betyde 'lyst', 'overflod'. Edens have er nævnt enkelte andre steder i Det Gamle Testamente, bl.a. i Ez. 28,13. I den
keruber og serafer. I Daniels Bog, der formentlig skal dateres til 200-tallet f.Kr. eller måske senere, forekommer to engle med individuelle navne, Gabriel og Mikael; sammen med Rafael (Tobits Bog) og Uriel (1. Enoksbog, se Enok) tilhører de gruppen
kerub. Griffen er formentlig kommet til de middelalderlige encyklopædister i Europa og dermed ind i europæisk kultur via den græske historiker Herodots skildring af griffen, der vogter guld i Skythiens allernordligste bjerge og forsvarer det mod de enøjede folk, arimasperne
bæger, som foroven buer trompetagtigt ud. Omkring den runde krop kan ligge én eller to profilringe, hvortil er fæstnet vingede englehoveder, keruber. Kerubbægre kendes fra 1400-1500-t., renæssancen og fra 1700-t., barokken. Bægrene er oftest lavet af sølv.
var udsmykket med to keruber (2.Mos. 25,17-22; sml. Hebr. 9,5). I middelalderens og renæssancens billedkunst er nådestolen en fremstilling af Treenigheden: Gud med den martrede, til tider korsfæstede Søn foran sig og Helligåndens due svævende over dem.