jinn
Jinn, se djinn
Jinn, se djinn
En djinn var i førislamisk folketro et usynligt ørkenvæsen, som var fjendtlig over for mennesker. De omtales i Koranen som skabt af flammer uden røg i modsætning til mennesker og engle, der er skabt af henholdsvis ler og lys. Muhammed
jinner og ghuler (folketroens overnaturlige væsener). En anden type historier samler sig om historiske personer som litteraten al-Jahiz og hofdigteren Abu Nuwas. Mest kendt er fortællekredsen om den folkelige vismand Juha (Djoha), som kan spores tilbage til 800-tallet
jinn, skabt af ild, der nægtede at bøje sig for Adam straks efter skabelsen, hvorpå han fordømtes af Gud til at ende i helvede (fx sura 15,30-34). Indtil dommedag leder han mennesker i fordærv, første gang da han
jinner, har persisk baggrund, mens de yngre er kommet til i Baghdad (fx historierne om Harun al-Rashid og Sindbad Søfareren), Damaskus og Cairo (fx historier om skælme og gavtyve). Gennem hele middelalderen var Tusind og én nat i stadig
(Symbolleksikon)
Jinn, se religionernes symboler.
(Symbolleksikon)
jinn'er, der er en slags blanding af engle og mennesker. På gravmonumenter optræder ofte engle. Også på børnegrave ses de. Her bliver dobbeltheden markant: Dels vogter englen graven og fører det lille barn til frelsen; dels er barnet selv
(Symbolleksikon)
jinner) og en række magiske træk (fx i forbindelse med øje og hånd). I islam har Muhammed modelkarakter; han er ikke guddommelig, og i islam tages der afstand fra kristendommens grunddogme: at Jesus er Kristus. Jesus tolkes som en profet
(Symbolleksikon)
jinner og vætter, mens de fire såkaldte elementarånder er knyttet til hver sit element: nymfer eller undiner til vandet, sylfer eller sylfider til luften, gnomer til jorden og salamandre eller vulkaner til ilden. Endvidere er en række sagnfolk knyttet til