israelit
Israelit, person fra oldtidsfolket Israel; jøde; hebræer.
Israelit, person fra oldtidsfolket Israel; jøde; hebræer.
var en israelit, der sammen med sin bror Datan gjorde oprør mod Moses og blev ramt af Guds straf (4. Mos. kap. 16). Læs mere i Den Store Danske Det Gamle Testamente
var en israelit, der sammen med sin bror Abiram gjorde oprør mod Moses og blev ramt af Guds straf (4.Mos., kap. 16).
israelit med ved tempelgudstjenesten (4. Mosebog, 6, 24-26). Den aronitiske velsignelse lyder således: "Herren velsigne og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred
floden Gozan". Der findes mange legender om disse tabte stammer, og gennem tiden har man hævdet, at forskellige folkeslag, bl.a. Beta Israel, nedstammede fra dem. Læs mere i Den Store Danske israelit det babyloniske fangenskab Israel – i Det Gamle Testamente
søn af en israelit havde. Den vigtigste var dobbelt arveandel i forhold til de yngre brødre. Fortællingen om Jakob og Esau (1. Mosebog, kap. 25) antyder, at man kunne handle med sin førstefødselsret. Læs mere i Den Store Danske Mosebøgerne
israelit, profeten Jonas, navnet om sig selv (Jonas' Bog, 1,9). Betegnelsen har givet navn til hebraisk og er gennem historien jævnligt benyttet som et andet ord for jøder. I Det Nye Testamente optræder hebræere som aramæisktalende jøder fra Palæstina
Israelitisk, (se israelit), vedr. israelitter.
israelit af Levi stamme i Det Gamle Testamente, der sammen med rubenitterne Datan og Abiram gjorde oprør mod Gud (4. Mosebog, kap. 16). Muligvis også stamfader til en særlig persongruppe, koraitterne eller Korasønnerne, ved Salomons tempel i Jerusalem (jf. Salmernes
Mosait, (dannet til Moses efter israelit, levit osv.), jøde (især jøde, som bekender sig til den mosaiske tro).