intervokalisk
Intervokalisk, sprogvidenskabelig betegnelse for en konsonants stilling mellem vokaler uanset ordgrænser. De kursiverede konsonanter er intervokaliske i "Du må så græs i haven på søndag".
Intervokalisk, sprogvidenskabelig betegnelse for en konsonants stilling mellem vokaler uanset ordgrænser. De kursiverede konsonanter er intervokaliske i "Du må så græs i haven på søndag".
intervokalisk stilling, enkeltkonsonanter, hvor toscansk har dobbeltkonsonanter, samt mulighed for konsonant i udlyd. I de vestlige dialekter findes rundede fortungevokaler som ö og ü. Toscansk er bl.a. karakteriseret ved aspireret udtale af intervokalisk -k-, fx la hasa over for standarditaliensk
intervokaliske konsonanter i større udstrækning end i andre romanske sprog er svækket eller bortfaldet. Fælles for de galloromanske sprog er ændringen af lat. [u] til [y]. Fransk adskiller sig først og fremmest fra de andre galloromanske sprog ved udbredt palatalisering
intervokaliske placering, fx walisisk mam dda 'en god mor', hvor dd- udtales [ð-]. Mutation viser sig også efter tidligere nasal i udlyd, i irsk bl.a. efter den bestemte artikel i genitiv pluralis, der oprindelig endte på -m. Derved assimileredes den
intervokaliske ustemte klusiler stemmes eller bortfalder loka- loa- folk, verden sammenfald af vokalisk ṛ og ḷ med korte vokaler gṛha- gaha- hus, bolig diftonger monoftongeres taila- tela- olie lang vokal forkortes foran konsonantgruppe pātra- patta- skål konsonantreduktion i forlyd grāma
intervokalisk -t- stemmes eller forsvinder på rætoromansk som på fransk, mens det bevares på italiensk. præs.inf. perf.part. mask. perf.part. fem. præs. 2.pers. plur. latin cantare cantatum cantatam cantatis fransk chanter chanté chantée chantez sursilvansk contar contau contada contai friulisk
intervokalisk -n- til -r-, jf. toskisk verë 'vin' over for gegisk venë, og ved fravær af nasale vokaler som î, jf. toskisk mulli 'mølle' over for gegisk mullî. Læs mere i Den Store Danske sprog (klassifikation af sprog) albansk sprog