interferon
Interferon, protein, se interferoner.
Interferon, protein, se interferoner.
Interferoner, gruppe af forskellige proteiner, der virker som signalstoffer mellem celler, og som forøger kroppens modstandsdygtighed mod virusinfektioner. Nogle, såkaldte type 1-interferoner, produceres under virusinfektioner af næsten alle celletyper (interferon-alpha) eller af fibroblaster (interferon-beta). De inducerer produktion
interferoner, kolonistimulerende faktorer og andre vækstfaktorer samt tumornekrose-faktorer (TNF). Hvert cytokin kan have flere forskellige funktioner, idet det kan bindes af specifikke receptorer på forskellige cellers overflader. Ved bindingen fremkalder cytokinet et signal i cellen. Signalet leder til aktivering
interferoner, som er proteiner, der dannes i virusinficerede celler, og som hæmmer formeringen af virus i forskellige celletyper. De cellulære komponenter i immunsystemet, især de såkaldte mikrofager (granulocytter, hovedsagelig i blodet) og makrofager (hovedsagelig i væv, lymfeknuder, milt og lever
interferoner, kolonistimulerende faktorer og interleukiner, der finder anvendelse i forbindelse med behandling af forskellige kræftsygdomme; produkter til behandling af blødersygdomme, fx faktor VII og VIII; vacciner, bl.a. hepatitis B til vaccination mod smitsom leverbetændelse, samt en række industrielle proteiner som
interferon-α (se også cytokiner). Disse endogene pyrogener bevirker en øget dannelse af prostaglandiner i det termoregulatoriske center, hvorved kroppens "termostat" sættes på et højere niveau. Feber forekommer også ved fx kræft og autoimmune sygdomme, formentlig pga. aktivering af kroppens
interferon, forskellige blodfaktorer og monoklonale antistoffer. Disse fermenteringer kan efterhånden udføres i bioreaktorer, men cellerne kræver kostbare næringsmedier ofte tilsat serum. Fermenteringer med planteceller er på forsøgsstadiet (tobak, farvestoffer); de er interessante, da man kan regenerere hele planter fra cellekulturen
en sygdoms påvirkning af immunsystemets reaktioner. Bindevævssygdomme, som skyldes autoimmunitet, kan behandles med lægemidler indeholdende binyrebarkhormon, transplantationsreaktioner med immunsuppression og dissemineret sklerose med interferon. Ved visse former for allergi er der god effekt af en særlig form for vaccination (hyposensibilisering).
interferoner, samt vækstfaktorer, ved genteknologiske metoder, og anvendelse af disse i form af immunstimulation har allerede fået praktisk betydning. Genteknologisk producerede antistoffer mod enkeltkomponenter i immunsystemet har også fået stor betydning, både som immunmodulerende og betændelseshæmmende medikamenter. Det gælder især
interferoner og interleukiner), og det er lykkedes at fremkalde effekter ved visse kræftsygdomme. Et grundlæggende problem ved den medicinske kræftbehandling er, at kræftcellerne ligner de normale celler. Mange medicinske kræftbehandlinger er derfor ledsaget af betydelige bivirkninger, som skyldes påvirkning af