injunktiv
Injunktiv er en modus i visse ældre indoeuropæiske sprog, fx vedisk, hvor formen, der egentlig er en aorist pluskvamperfektum eller imperfektum uden augment, bruges med futurisk, imperativisk eller ønskende betydning.
Injunktiv er en modus i visse ældre indoeuropæiske sprog, fx vedisk, hvor formen, der egentlig er en aorist pluskvamperfektum eller imperfektum uden augment, bruges med futurisk, imperativisk eller ønskende betydning.
injunktiv, tempus/aspekt, præsens, imperfektum, aorist, perfektum og evt. futurum, person, 1., 2. og 3., og tal, singularis, dualis og pluralis. Karakteristiske grammatiske udtryksmidler er endelser, augment, reduplikation og aflyd. Aflyd, der ligger bag vokalvariationen i de germanske stærke verber, fx
injunktiv. Aspekt/tempussystemet omfatter præsens/imperfektum, aorist, futurum, perfektum; hertil kommer pluskvamperfektum, der er en indoiransk innovation, samt en række infinitte verbalformer foruden de sekundære verbalsystemer kausativ, intensiv og desiderativ, der angiver en ønsket verbalhandling, fx sanskrit jijñāsate 'han ønsker at
ydet væsentlige bidrag til den sproglige tolkning af såvel avestisk og oldpersisk som vedisk. Af hans hovedværker kan nævnes Der Injunktiv im Veda (1967). De fleste af hans afhandlinger er samlet i Aufsätze zur Indoiranistik, bd. 1-2 (1975-76).
injunktiv til at udtrykke forbud. Tempussystemet omfatter præsens og imperfektum, to futurum- og syv aoristformer; hertil kommer perfektum samt en række infinitte verbalformer som participier og gerundiv samt absolutivum, en ubøjelig verbalform, der normalt angiver en fortidig handling i forhold
Injunktiv, der på sanskrit kun udtrykker forbud, har på vedisk en langt mere udstrakt brug og anvendes ud fra konteksten med modal eller konstaterende betydning. Vedisk har ikke som sanskrit kun en, men hele 12 infinitiver, der egentlig er verbalsubstantiver