industrialisme
Industrialisme, (af fr. industrialisme, af lat.), samfundstilstand med industrialiseret produktion.
Industrialisme, (af fr. industrialisme, af lat.), samfundstilstand med industrialiseret produktion.
industrialismen. Ved at være forudsætningen for den nye tids reklame- og emballagetryk – som igen var masseproduktionens vigtigste forudsætning for at være rentabel – var det selve forudsætningen for industrialismen. Desværre havde industrialismens masseproduktion krævet så billigt papir, at papirfabrikkerne prioriterede en
industrialisme. Det gjorde de middelalderlige stilarter, især den karakteristiske gotik, til udtryk for et særligt lykkeligt samfund. Et nygotisk hovedmonument i England var Parlamentsbygningen i London (1840-1865) af Charles Barry og Augustus Welby Northmore Pugin. I Tyskland havde den
Industrialist, (se industrialisme), en, der er tilhænger af industrialisme.
industrialismen en omfattende arbejderklasse og en politisk radikalisering, der blev hårdt imødegået fra regeringens side (jf. Peterloo i 1819). En ny middelklasse blev bærer af reformkrav i forhold til både det politiske system og den protektionistiske økonomiske politik, der var
industrialismens gennembrud omkring 1820 var de uden stor betydning for trykkeriers indtjening, men herefter kom de til at høre til blandt trykkeriernes vigtigste produktioner. I vore dage udgør accidenstryk, især reklame- og emballagetryk, for de fleste mindre trykkerier den vigtigste
industrialismens gennembrud. Denne klasse blev bl.a. af Marx også kaldt proletariatet og omfattede de mennesker, som hverken ejede eller kontrollerede produktionsmidlerne. Begrebet indtager en dominerende plads i socialistisk ideologi og marxistisk teori og betegner her den klasse, der på længere
industrialismens gennembrud i 1800-tallet, er normalt trykt på papirformater udskåret fra en papirmaskines endeløse bane. Den industrielle teknik og det billigere papir gjorde store oplag mere rentable end genoptryk og sikrede derfor den totale ensartethed af alle en udgaves
Industrialismens fremvækst øgede gradvis kravene til uddannelserne. Uddannelsesreformer blev en vigtig del af den nationale udviklingspolitik, selvom resultaterne hidtil har været relativt beskedne. Det brasilianske uddannelsessystem er i 1990'erne præget af et stort uddannelsesmæssigt svælg mellem de højere indkomstgrupper
industrialismens sluttede karrébebyggelse, 1940'ernes åbne parkbebyggelser og efterkrigstidens store ensartede boligkvarterer — socialt boligbyggeri eller parcelhuse. Den sociale opdeling på boligmarkedet har fra sidst i 1980'erne udviklet socialt belastede bydele (såkaldte ghettoer) skarpt adskilt fra enklaver for den velhavende