indikativ
Indikativ, (af lat. indicativus 'egnet til at angive'), grammatisk betegnelse, se modus.
Indikativ, (af lat. indicativus 'egnet til at angive'), grammatisk betegnelse, se modus.
indikativ, fx indikativ præsens (nutid) spiser, maler og indikativ præteritum (datid) spiste, malede. Imperativens form og betydning I dansk er bøjningsformen imperativ identisk med verbets stamme, dvs. der sættes ikke nogen endelse på verbet. Dette beskrives også sådan at der
indikativ eller fortællemåde, konjunktiv eller forestillende måde, optativ eller ønskemåde og imperativ eller bydemåde. I dansk sprog er konjunktiv sjældent benyttet; optativ opfattes ofte som en del af konjunktiv. indikativ Hun lever godt optativ Hun længe leve! imperativ Lev sundt
indikative (retningsgivende) planlægning (i modsætning til kommandoplanlægning) i form af fireårsplaner fra 1947 og fra slutningen af 1960'erne i form af generelle fremskrivninger. De indikative planer var ikke bindende for virksomhederne, men skabte en fælles referenceramme for virksomheder, banksystem
indikativ, som i fx yaktub-u og -a i konjunktiv (efter visse konjunktioner). I nægtet imperativ og delvis i punktuel og generel betydning er præfiksformen uden suffiks. Diatese udtrykkes ved vokalskifte eller ved en afledt stamform. I aktiv findes hazama
indikativ (fremsættende måde), optativ (ønskemåde) og imperativ (bydemåde). Verbalformer som kræver, tager, vil viser på én gang aktiv og nutid, former som krævedes og toges på én gang passiv og datid; i begge tilfælde er formen samtidig udtryk for indikativ
indikativ aktiv: Bøjning af ordet 'drukne' i indikativ aktiv nutid datid ental 1. iak drukna druknaÞa 2. Þu druknaʀ druknaÞiʀ 3. han druknaʀ druknaÞi flertal 1. wiʀ druknum druknaÞum 2. iʀ drukniÞ druknaÞuÞ 3. Þeʀ drukna druknaÞu Ledstilling I olddansk
indikativ, konjunktiv og imperativ, angive sin opfattelse af en handlings "objektivitet", herunder grader af tvivl, ønske og vilje. Tre tider angiver i indikativ tidsforholdet mellem den talende og handlingen, her vist i 3. pers. sing.: aspekt imperfektiv perfektiv præsens amat
indikativ, konjunktiv, optativ, imperativ og injunktiv, tempus/aspekt, præsens, imperfektum, aorist, perfektum og evt. futurum, person, 1., 2. og 3., og tal, singularis, dualis og pluralis. Karakteristiske grammatiske udtryksmidler er endelser, augment, reduplikation og aflyd. Aflyd, der ligger bag vokalvariationen i
indikativ (-e), imperativ (endelsesløs), jussiv (-a), necessitativ (-ri) diatese: aktiv (umarkeret) og passiv (-χe i præteritum) Person og tal markeres ikke. Derudover forekommer en række participier, af hvilke de bedst analysérbare er: passivt participium med -u aktivt præsens participium med