stedsemål
E stedsemål var et pengebeløb, som fæsteren betalte til jordejeren ved et fæsteforholds begyndelse. Læs mere i Den Store Danske fæste
E stedsemål var et pengebeløb, som fæsteren betalte til jordejeren ved et fæsteforholds begyndelse. Læs mere i Den Store Danske fæste
indfæstning og hoveri. Mange landbrugsejendomme er siden 1950'erne blevet omdannet til almindelig beboelse eller fritidshuse; det samme har gjort sig gældende i vores nabolande, og mange danskere købte fra 1960'erne ødegårde i Sydsverige. Begrebet bruges i dag oftest
indfæstning, eller i ældre tid stedsmål. Fæstekontrakten opregnede den faste afgift, landgilden, i penge og/eller naturalier, ligesom fæsteren desuden normalt skulle yde arbejde, hoveri, der oftest var angivet ubestemt. Kontrakten kunne ligeledes indeholde en aftægtskontrakt, som omfattede ydelserne til den
indfæstning eller stedsmål. Den adskilte sig fra den årlige ydelse (landgilde), som bønderne betalte for brugen af bondejorden, kaldet skylden. Herlighedsafgifterne var udtryk for det værn, som herren (godsejeren) ydede over for sin tjener (bonden). De kunne være oldengæld for
(Danmarkshistorien)
indfæstning eller stedsmål. Størrelsen af denne indfæstning var markeds- og konjunkturbestemt. For eftertragtede gårde som de fynske kunne godsejeren betinge sig en væsentligt større indfæstning end for gårde på Sjælland og i Jylland. Men individuelle forhold kunne også påvirke beløbet
(Danmarkshistorien)
indfæstningen på en gård, så de kunne gifte sig og sætte bo. I begyndelsen af 1700-tallet kunne en stræbsom karl, der helt kunne holde sig fra at bruge af sin løn, eller som havde et medfødt handelstalent, spare op
(Dansk Biografisk Leksikon)
indfæstningen på kronens bøndergods skruedes i vejret. Skatterne til Christian IIs krigsforetagender opkrævedes med største hensynsløshed. B. sørgede også for at inddrage flere af de nørrejyske bispers pantelen og efterstræbte yderligere energisk og hårdhændet de rige klostre inden for lenet
(Danmarkshistorien)
indfæstningen ej forhøjes”. Og det klageskrift, som bondestanden i Danmark havde indgivet til Frederik 3., svarede til de adresser, 1840'rnes bønder forfattede. Man skulle blot rette stilen i den gamle bondeklage, så kunne man tro, den var forfattet af
(Danmarkshistorien)
indfæstningen, og dels medførte, at lensmanden måtte „nøde og tvinge vornede bønders sønner til samme gårde …” De sjællandske kommissærer underskrev deres rapport den 29. december 1624. Kongen, der på det tidspunkt var optaget af sin forestående indblanding i Trediveårskrigene, reagerede
(Danmarkshistorien)
indfæstningen. Der var tjenestefolk, som kunne spare sammen til den, men i en tid med voksende befolkningstal var der mange, som ikke havde chancer for at nå så vidt, men højst kunne opnå at fæste et hus måske med en