incestuøs
Incestuøs, blodskams-; som har begået blodskam. Se incest.
Incestuøs, blodskams-; som har begået blodskam. Se incest.
incestuøse forviklinger og en overklassefamilies fald. Stykket er skrevet med inspiration fra Henrik Ibsen og Eugene O'Neill og etablerede genren som seriøs kunstform i Kina. I hans mest helstøbte drama, Pekingmennesket (1941), træder det sociale tydeligt frem, og personerne
fra 1998. Ved en fødselsdagsfest afslører den hjemvendte søn (spillet af Ulrich Thomsen) faderens (spillet af Henning Moritzen) incestuøse overgreb i barndommen. Det intense familiedrama blev en stor triumf for dogmeteknikken og fik international succes. Filmen er optaget i Kulturkanon.
incestuøs forbindelse for at genskabe menneskeheden. De kinesiske skabelsesmyter har typisk karakter af en sådan etablering af orden ud af kaos, også forstået som en kosmisk enhed, en tanke, som endvidere genfindes i den relativt sent nedskrevne myte om kæmpen
incestuøs binding, der nødvendigvis skal afbrydes ved faderens mellemkomst. Herved opstår den konflikt, der udgør kernen i ødipuskomplekset. Andre forfattere som René Spitz, Donald W. Winnicott, Margaret Mahler, John Bowlby og Daniel N. Stern ser barnets objektrelation til moderen som
incestuøse forelskelse i moderen, hans jalousihad mod faderen og hans angst for faderens repressalier. Ødipuskomplekset kulminerer i den normale psykiske udvikling hos drenge i alderen 3-5 år. Begrebet blev udformet af Sigmund Freud omkring 1900. Han navngav det efter
(Dansk litteraturs historie)
incestuøs. Williams indtil det incestuøse stærke moderbinding er et af romanens ledemotiver. Da William i 12-årsalderen omsider får lov at komme med i teatret, vågner den kropslige sensualisme, som moderens oplæsning af romantisk litteratur indtil da havde bundet i
(Dansk litteraturs historie)
incestuøse overgreb, hun blev udsat for i sin barndom. Som Dons forblev Branner gennem hele forfatterkarrieren påvirket af psykoanalysen, men Branners menneskesyn ændrede sig under indflydelse af krigen. Den anfægtede ikke hans humanistiske holdning, men den konfronterede ham med problemet
(Dansk litteraturs historie)
incestuøse forestillinger, dybe ødipale bindinger og Jesus-identifikationer. Med en provokerende esoterisk, associativ sprogføring og billeddannelse fører Rifbjerg her sit projekt ud i det ekstreme, og man skal til modernismens helt store navne som T.S. Eliot og James Joyce for