impressionistisk
Impressionistisk, (se impressionisme), vedr. impressionisme.
Impressionistisk, (se impressionisme), vedr. impressionisme.
impressionistiske billede, La Grenouillère (The Metropolitan Museum of Art, New York), malede han i 1869; motivet var det populære forlystelsessted af samme navn ved Seinen, og hans interesse gjaldt her først og fremmest motivets atmosfæriske forhold og det rige farvespil
impressionistisk bevægelse. Theodor Philipsen og Viggo Johansen udviklede en dansk impressionisme i tiden omkring 1890. I de følgende årtier fik impressionismen betydning for Fynboerne samt for flere af modernismens pionerer, især Sigurd Swane og Harald Giersing. De franske impressionisters værker
impressionistisk melodi vil ikke folde sig ud i store kurver, men kredse omkring få toner i en afspændt rytme. Til gengæld vil det klanglige være artikuleret i fint afstemte nuancer, og tonaliteten vil ofte være sløret. Som eksempel kan nævnes
impressionistiske kunstnersammenslutning. Selv om han i de fleste af sine billeder benyttede sig af impressionistiske virkemidler, malede han sjældent sine værker som umiddelbare øjebliksregistreringer af motivet in situ. I stedet foretrak han at samkomponere det færdige resultat af skitser og
Impressionistisk fremstilling I Herman Bangs noveller og romaner blev den nybrydende impressionistiske fremstilling mere og mere scenisk og situativ; det var de små handlinger, bevægelser, situationer og replikker, der gav læseren adgang til en forståelse af personernes psyke. Den indre
impressionistiske bevægelse. Édouard Manets familie tilhørte den franske hovedstads embedsaristokrati, og han følte sig livet igennem hjemmehørende i det bedre borgerskab, hvis livsværdier og æresbegreber han havde dyb respekt for. Alligevel blev han som maler sin generations dristigste avantgardist og
Impressionistisk stil ses særligt i den fortællende litteratur og særligt i årene ca. 1870-1900. Den omfatter en række kunstgreb, der skal fremme illusionen om direkte, umiddelbar livsafbildning. Et af disse greb at fortrænge den ordnende, forklarende og fordømmende "autoritative
impressionistiske og præget af retningens regnbuepalet, fx Paris set fra Square Saint-Pierre (ca. 1908, Statens Museum for Kunst, København). Efter 1909 bliver hans formsprog mere arkitektonisk, forbundet med en jordfarve- og gråtoneskala med fremherskende brug af hvidt. Hans hvide
impressionistiske stil og hverdagsnære motivvalg, led de et nederlag, som koblede dem af den aktuelle udvikling og førte til en del bitterhed, selvom især Agnes Slott-Møller forblev feteret i nationalistiske kredse til sin død. Læs mere i Den Store