imperfektum
Imperfektum, (fork. af lat. praeterium imperfectum 'ufuldendt datid'), se datid og tid.
Imperfektum, (fork. af lat. praeterium imperfectum 'ufuldendt datid'), se datid og tid.
imperfektum. De to aspekter kan relatere til både fortid, nutid og fremtid, dog således at perfektum oftere end imperfektum angiver fortid, mens imperfektum oftere end perfektum betegner fremtid. I nutid tilkendegiver perfektum en tilstand og imperfektum et forløb. Således kan
imperfektum, bøjet med hhv. suffikser og en blanding af præ- og suffikser, samt – i de ældste perioder – den ligeledes nedarvede kortere form af imperfektum, der kaldes jussiv. Efterhånden kommer participiet til at spille en karakteristisk og stadig større rolle i
imperfektum. Desuden bruges former af verbet ”at være” i mange tilfælde sammen med andre verbalformer til at udtrykke forskellige betydningsnuancer. Karakteristisk er også præfikset n- i tredje person i imperfektum frem for det j-, der blev brugt på tidligere aramæisk
imperfektum -i-, modusendelsen for konditionalis -isi-, passivendelsen -ta, personendelsen -an for ubestemt person 'man' samt de enklitiske tillægsendelser -kin 'også' og -ko, der gør udtrykket spørgende. Verber bøjes i fire kategorier: aktiv/passiv, modus, tempus og person, og de kan forsynes
imperfektum, hvor handlingen betragtes som en proces, den punktuelle i aorist, hvor handlingen betragtes som et afsluttet fænomen, og den perfektive i perfektum, hvor handlingen betragtes som et resultat af en tidligere handling. Den perfektive aspekt har en nutid, en
imperfektum, som betegner en handling, der på det pågældende tidspunkt var i gang, men ikke afsluttet. Denne forskel, der på forskellig vis genfindes i de moderne romanske sprog, ses i nutidig grammatik som en aspektforskel med perfektivt over for imperfektivt
imperfektum, to futurum- og syv aoristformer; hertil kommer perfektum samt en række infinitte verbalformer som participier og gerundiv samt absolutivum, en ubøjelig verbalform, der normalt angiver en fortidig handling i forhold til sætningens hovedverbum. Desuden har sanskrit sekundære verbalsystemer som
mens imperfektum (nutid og datid) har mistet fordoblingen: näggärä/yenäger 'han taler/talte'. Der er opstået sammensatte verbalformer med hjælpeverber: yenägral, 'han er i færd med at tale'. Læs mere i Den Store Danske etiopiske sprog semitiske sprog kushitiske sprog
imperfektum, aorist, perfektum og evt. futurum, person, 1., 2. og 3., og tal, singularis, dualis og pluralis. Karakteristiske grammatiske udtryksmidler er endelser, augment, reduplikation og aflyd. Aflyd, der ligger bag vokalvariationen i de germanske stærke verber, fx binde, bandt, bundet