immunisering
Immunisering er fremkaldelse af resistens (immunitet) mod bl.a. infektionssygdomme ved stimulering af immunsystemet med et antigen. Læs mere i Den Store Danske immunologi (immunterapi)
Immunisering er fremkaldelse af resistens (immunitet) mod bl.a. infektionssygdomme ved stimulering af immunsystemet med et antigen. Læs mere i Den Store Danske immunologi (immunterapi)
Immunisering Ved immunisering opnås en specifik immunitet. Der er principielt to forskellige typer, passiv og aktiv immunisering. Passiv immunisering opnås ved behandling med normalt, humant immunglobulin, oftest IgG-antistoffer oprenset fra blod fra et stort antal raske donorer. Da IgG
immunisering kan spænde fra nogle måneder til livslang immunitet. Passiv immunisering kan fx bestå i injektion af gammaglobulin, der indeholder antistoffer udvundet fra blodet af personer, der har haft den pågældende sygdom, fx leverbetændelse (hepatitis A). Virkningen af passiv immunisering
immunisering. IgD findes først og fremmest på B-lymfocytternes overflade sammen med IgM. IgE dannes i mindre mængde end de øvrige. Det er vigtigt i bekæmpelsen af parasitter. IgE-antistoffer er ansvarlige for de fleste allergiske reaktioner. Ved antistofmangel øges
er modstandsdygtighed (resistens) over for infektionssygdomme pga. tilstedeværelse af antistoffer mod mikroorganismer. Varig resistens kan være erhvervet ved tidligere infektion eller vaccination (aktiv immunisering). Midlertidig resistens (passiv immunisering) opnås fx ved indsprøjtning af antistoffer i form af immunglobulin (gammaglobulin).
immunisering mod kopper ved hjælp af tørrede koppeskorper (variolation) kendtes fra Asiens og Orientens folkemedicin og anvendtes i Europa fra begyndelsen af 1700-t. Metoden var farlig, da den kunne føre til livstruende sygdom. Det var et stort fremskridt, da
immunisering, idet antistoffer tilføres udefra, mens vaccination er en aktiv immunisering, idet den vaccinerede organisme selv danner antistofferne. Serumbehandling blev indført af Emil Behring i 1890 og fik stor betydning ved behandlingen af difteri, lungebetændelse og meningitis. En af verdens
Amboceptor, (af lat. ambo- + capere tage), et hypotetisk stof i blodet, der er medvirkende ved immunisering.
stor praktisk interesse at kende antigeners opbygning og egenskaber. Denne viden har betydning for brugen af vaccination som forebyggelse af infektionssygdomme samt for behandlingen af allergi, idet man på rationel måde kan stimulere immunsystemet med antigener (immunisering). Se også immunologi.
Coombs' prøve, laboratorieprøve, der bl.a. anvendes ved blodsygdomme, især ved mistanke om autoimmunhæmolyse. Ved prøven vil røde blodlegemer fra patienten klumpe sig sammen (agglutinere), fordi de reagerer med antistoffer frembragt ved immunisering af kaniner.