illusion
er inden for psykologi et sansebedrag, der skyldes mistydning af et sanseindtryk. Se illusioner.
er inden for psykologi et sansebedrag, der skyldes mistydning af et sanseindtryk. Se illusioner.
(Gyldendals Teaterleksikon)
Illusion, blændværk. Begreberne I og fiktion anvendes ofte i flæng: hvis fiktionen er overbevisende gennemført, er I ‘fuldkommen’. Man kan dog hæfte sig ved, at I modsat fiktion ikke nødvendigvis efterligner virkeligheden, men gestalter sin egen ‘virkelighed’. I barokken, fx
illusionen, stadig diskuteres, er der stort set enighed om, at Frasers illusion beror på, at vort synssystem er særlig følsomt over for kanter og konturer i det billede, der dannes på øjets nethinde. I den såkaldte pyramide-illusion fremtræder diagonalerne
Illusion, La Grande illusion, fransk film fra 1937, instrueret af Jean Renoir. I en tysk fangelejr under 1. Verdenskrig afsløres krigens grundlag som en illusion; klasseskellene er stærkere end modsætningen mellem tyskere og franskmænd. Ved siden af Jean Gabins rolle
Optisk illusion, synsbedrag; se også illusioner.
illusioner). Synsprocessernes hovedfaser Synsprocessen kan opdeles i to hovedfaser: sensorisk forarbejdning (sansning) og perceptuel forarbejdning. Ved sensorisk forarbejdning af billeder på nethinden dannes indre repræsentationer, som kaldes synsindtryk. Ved perceptuel forarbejdning af synsindtryk dannes en anden type repræsentationer, som kaldes
illusion (1937, Den store Illusion) og La Règle du jeu (1939, Spillets Regler) og Marcel Carnés Quai des brumes (1938, Taagernes Kaj). 1940'erne var præget af 2. Verdenskrig med propagandafilm, beredskabsfilm og allegoriske værker; i USA kom bl.a. Frank
illusion om en ordnet, formet helhed. Den apollinske illusion, det dionysiske kaos Denne apollinske illusion formidles i billedkunst og digtning, men dionysiske indslag af kaos og ekstase afslører tilværelsens grumme grundvilkår, formidlet kunstnerisk gennem musik og dans. Antikkens mennesker var
illusion og indlevelse. Det velgjorte skuespil blev sat på formel af Gustav Freytag i Die Technik des Dramas (1863). 1900-t.s splittede verdensbillede resulterede i radikale formeksperimenter. Bertolt Brecht formulerede en "ikke-aristotelisk" dramaturgi, hvor det aristoteliske dog nok ofte
illusioner, sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er sandt, afslører idealistisk forkvakling med tragiske resultater for de uskyldige. Den 'ondartede idealist' Gregers Werle kræver ofre af andre for at få bekræftet sine egne forestillinger. Dette er også temaet i Rosmersholm (1886), der