hvidmuld
Hvidmuld, porøst, hvidligt ved dannet under svampes nedbrydning af cellulose og lignin i træ, se tømmersvampe.
Hvidmuld, porøst, hvidligt ved dannet under svampes nedbrydning af cellulose og lignin i træ, se tømmersvampe.
hvidmuld. En svamp, der danner brunmuld, udnytter veddets cellulose med det resultat, at veddet ofte sprækker op i brune tern. En svamp, der danner hvidmuld, udnytter desuden veddets lignin, hvilket ofte resulterer i et hvidt og svampet ved, der meget
i mave-tarm-kanalen hos dyr og efterlades derfor i gødningen. I naturen er det kun visse trænedbrydende svampe, der omdanner lignin og cellulose, hvorved der dannes hvidmuld. Lignin omsættes derfor langsomt, og fenoliske nedbrydningsprodukter udgør en hovedbestanddel af humus.
hvidmuld, brunmuld og gråmuld. Hvidmuldsvampe udnytter cellulose og lignin og affarver i forløbet angrebne dele til et hvidligt, osteagtigt eller fibret råd. Brunmuldsvampe udnytter ikke lignin, der efterlades som en brun, tør terningmuld. Gråmuld står kemisk nær brunmuld, men afviger
hvidmuld: Træet beholder her sin oprindelige farve og bliver blødt og trevlet. Tømmersvampene nedbryder både levende og dødt træ. Når træ anvendes i byggeri, kan det allerede være angrebet af svampe fra skoven. Svampe kan fx have smittet det levende
er en af de almindeligste nedbrydere af svækkede og døde bøge under dannelse af hvidmuld. Den regnes ofte som skadesvamp i skovbruget, men undersøgelser har vist, at den stort set kun inficerer træer, der er ældre end den normale hugstalder.
(Naturen i Danmark)
hvidmuld. Angrebne plantedele bliver efterhånden bløde og hvidlige, men beholder længe en udpræget fibret struktur. Dette er særlig karakteristisk for ved angrebet af de egentlige hvidmuldsdannende svampe (figur 10-3). Endelig findes der blandt kernesvampene nogle, der danner et gråligt