hvide blodlegemer
Hvide blodlegemer, se blod.
Hvide blodlegemer, se blod.
blodlegemer. Kuldioxiden føres med blodet til lungerne, hvor den udskilles. Hvide blodlegemer Hvide blodlegemer, leukocytter, dannes bl.a. i knoglemarven og inddeles i granulocytter, lymfocytter og monocytter. Granulocytter indeholder et stort antal granula, som ved farvning fremtræder som neutrofile (blålige), eosinofile
hvide blodlegemer (T-lymfocytter), som er rettet netop mod det stof, der ikke tåles. Man skelner mellem fire forskellige typer allergireaktioner: Type I er straksreaktioner, hvor overfølsomhedsantistof (immunglobulin E, IgE) medvirker, og hvor symptomerne udvikles inden for få minutter: høfeber
hvide blodlegemer med mangel på eller defekt funktion af især granulocytter og lymfocytter. Da de hvide blodlegemer udgør et vigtigt led i organismens forsvar mod bakterier, virus og svampe (se immunologi (immunsystemet)), er leukocytsygdomme karakteriseret af ofte alvorlige og gentagne
blodlegemer og deres forstadier, og gul marv, som domineres af gule fedtceller. Funktion Den røde knoglemarv er livsnødvendig for mennesker. Her findes de stamceller, hvorfra alle vores røde og hvide blodlegemer og blodplader dannes (via en række mellemstadier), samt nydannede
hvide blodlegemer (leukocytter) og blodkarrenes indre beklædning (endothel) medføre livstruende komplikationer. Immunsystemet Immunsystemet består af specialiserede molekyler, celler og organer, som beskytter organismen mod infektion og visse kræftformer. De cellulære komponenter udgøres især af blodets og lymfesystemets hvide blodlegemer (leukocytter
hvide blodlegemer som tegn på blødning eller infektion i nyrer og urinveje. Desuden kan der forekomme såkaldte cylindre, der er afstøbninger af nyrernes system af fine rør (tubuli), hvor urinen koncentreres. Hvis blødning eller infektion sidder i nyrevævet, kan cylindrene
hvide blodlegemer og blodplader i blodet og makrofager og mastceller i vævet. Samtidig øges gennemtrængeligheden af blodkarvæggene, og blodplasma siver ud i det omgivende væv. Herved aktiveres flere systemer af plasmaproteiner, koagulations- og fibrinolysesystemerne, kininer og komplement, hvilket yderligere forstærker
hvide blodlegemer, overvejende lymfocytter, plasmaceller og makrofager. Der produceres en øget mængde ledvæske med et stort indhold af granulocytter. Fra kanten af ledbrusken vokser betændelsesvæv og bindevæv (pannus) ind over brusken, som beskadiges og stedvis helt forsvinder. I den underliggende
hvide blodlegemer kaldet dræberlymfocytter, se blod), som på deres overflade bærer et membranprotein, der binder sig til receptorer på målcellen, hvorved selvmordsprogrammet udløses. Målcellen kan udpege sig selv til elimination, ved at den på sin overflade bærer et fremmed protein