historisk materialisme
er et teoretisk begreb inden for marxismen. Læs mere i Den Store Danske materialistisk historieopfattelse
er et teoretisk begreb inden for marxismen. Læs mere i Den Store Danske materialistisk historieopfattelse
Historisk materialisme blev erklæret som den eneste sande teori om historisk udvikling, hvor sociologi kun skulle være ansvarlig for konkrete empiriske undersøgelser med henblik på at hjælpe med at løse de sociale problemer i det sovjetiske samfund, men som i
historisk materialisme om marxismens historiefilosofi (se materialistisk historieopfattelse) og dialektisk materialisme om dens videnskabsteori. Udviklingen videreførtes af den tyske socialdemokrat Karl Kautsky, hvis ortodokse marxisme blev grundlaget for socialdemokratierne frem til 1. Verdenskrig. Heri blev historiefilosofien styrket til en egentlig
materialisme og den historiske materialisme), som hovedsageligt blev udviklet i det tidligere Sovjetunionen. Ved begyndelsen af 1900-tallet dominerede en fysiologisk psykologi i Rusland, bl.a. fremsat af Vladimir M. Bekhterev og Ivan Pavlov, grundlagt på refleksbegrebet. Denne psykologi blev i
processer. Studiet af social forandring omfatter hovedretningerne evolutionisme, moderniseringsteorier, historisk materialisme og historisk sociologi. En vigtig sondring i studiet af social forandring er, om tilgangen er præget af et konflikt- eller konsensussyn på samfundsudviklingen. Se også konflikt, konsensus og sociologi.
materialisme (diamat), hvor materien tages som udgangspunkt, og dialektikken almengøres til bevægelseslov for alle forhold. Historiefilosofien kaldes historisk materialisme (histomat, se materialistisk historieopfattelse), og her ses historien som et bestemt system af produktionsmåder, som afløser hinanden i et i forvejen
historiske materialisme knæsat som den eneste gyldige historieteori. I forbindelse med det kinesisk-sovjetiske brud omkring 1960 øgedes presset for at udvikle en selvstændig kinesisk position i marxistisk historiografi, og det udmøntedes i betoningen af "massernes" og "klassekampens" nøglerolle i
historiske materialisme fik socialismen et filosofisk og videnskabeligt indhold, der snart gjorde marxismen til arbejderbevægelsens første samlende ideologi. Den ideologiske strid internt i Første Internationale mellem anarkisterne omkring Mikhail Bakunin, tilhængere af Giuseppe Mazzini og Marx-fløjen faldt ud til
historiske materialisme inspirerede kulturvidenskaberne. Nyere pionerer på dette område blev russeren Georgij Plekhanov, ungareren Georg Lukács og danskeren Hartvig Frisch. 1930'ernes udbredte sociologisering af kunstsynet, der også var frugt af kulturkampen mod fascismen, fik udtryk i marxistisk litteraturkritik, især
historiske materialisme (se: materialistisk historieopfattelse), herunder hans antagelser om forholdet mellem basis og overbygning og om, hvad der driver store samfundsforandringer frem, herunder ved revolutioner. Hvad lever stadig hos Marx? Andre dele af Marx’s teori fandt Elster til gengæld