historievidenskab
Historievidenskab, systematisk studium af fortidens mennesker og samfund med bl.a. det formål at rekonstruere en historisk virkelighed, som kan belyse og forklare de historiske kilder. Se historie og historiefilosofi.
Historievidenskab, systematisk studium af fortidens mennesker og samfund med bl.a. det formål at rekonstruere en historisk virkelighed, som kan belyse og forklare de historiske kilder. Se historie og historiefilosofi.
historievidenskaben ikke mere samme centrale plads som i 1800-t.; men den legitimerende, opdragende, identitetsskabende og også kritiske funktion, som historie i bredeste forstand har haft gennem tiderne, er ikke blevet mindre. Historievidenskaben Historievidenskabens formål er at beskrive og analysere
historievidenskab, hvis historie- og videnskabssyn allerede i samtiden blev sammenfattet under den flertydige betegnelse historisme. I dag anvendes udtrykket om den grundantagelse, at menneskelig virkelighed kun kan forstås som indgående i en historisk udvikling. Omkring denne tankegang opbyggede den tyske
historievidenskab. I sin egen forskning repræsenterede han med stor spændvidde den nye historievidenskabs særtræk, dvs. kravet om en bevidst og præcis formuleret problemstilling, brug af kvantitative metoder og nedbrydelse af grænserne mellem historie, samfundsvidenskab og andre humanistiske discipliner. Han foregreb
historievidenskabelig retning, der betragter historien som resultat af et samspil mellem økonomiske, sociale og mentale faktorer. I opposition til det dominerende historiemiljøs politisk orienterede og personfikserede historieskrivning grundlagde Marc Bloch og Lucien Febvre i 1929 tidsskriftet Annales d'histoire économique
historievidenskabelige tradition, der blev udfoldet af hans elev Kr. Erslev i begyndelsen af 1900-t. og stadig betragtes som faghistoriens væsentligste metode. I nyere forskning er billedet af Paludan-Müller blevet ændret. Hans liv og virke ses i højere grad
historievidenskab. Etnohistorie blev oprindelig defineret som studiet af såkaldt skriftløse folk eller folk uden historie. Senere etnohistorie anser disse definitioner for etnocentriske og alt for restriktive, da kulturer arkiverer historiske erfaringer i andre medier end skriften. Man har desuden opgivet
historievidenskab, og den fik betydelig international indflydelse. Udviklingen inden for den historiske demografi åbnede nye muligheder for socialhistorien, men siden er interessen forskudt hen imod mentalitetshistorie og kulturhistorie med tydelig inspiration fra antropologien. Socialhistorien slog over en bred front igennem
historievidenskabens fødsel ca. 1800 begyndte man seriøst at rekonstruere det klassiske athenske demokratis institutioner ud fra kilder som Thukydid, Demosthenes og genfundne indskrifter på sten. Fra ca. 1850 blev den nye historiske viden koblet sammen med en spirende interesse for
historievidenskabelige diskussion er det store spørgsmål, hvordan det enkelte menneske er stillet i forhold til historiens processer: Har individet nogen væsentlig betydning for samfundets udvikling; er det omvendt bestemt af samfundsudviklingen; eller får det kun indflydelse på udviklingen, for så