himmelkuglen
er den kugleflade omkring Jorden, hvorpå stjernerne og de andre himmellegemer tilsyneladende befinder sig.
er den kugleflade omkring Jorden, hvorpå stjernerne og de andre himmellegemer tilsyneladende befinder sig.
himmelkuglen, som ligger lodret over iagttageren, kaldes zenit, punktet lodret under iagttageren nadir, og linjen gennem de to punkter er horisontsystemets akse. Horisontens plan er vinkelret på linjen mellem zenit og nadir og skærer himmelkuglen i horisonten, den tænkte skillelinje
De har på denne måde har skabt en ny niche i verdens turistindustri. Himlens nordpol Himlens nordpol er et punkt på himmelkuglen i nærheden af Nordstjernen. Forlænges Jordens rotationsakse mod Nordstjernen, skærer den himmelkuglen i himlens nordpol. Se astronomiske koordinater.
Antiapeks, (gr. anti- + lat. apeks), inden for astronomi det punkt på himmelkuglen, som er modsat apeks.
himmelkuglen mod hvilket et himmellegeme eller en samling af himmellegemer tilsyneladende bevæger sig. Solens og dermed Solsystemets apeks ligger i stjernebilledet Herkules og er bestemt ved måling af nære stjerners egenbevægelse. Vor galakses (Mælkevejssystemets) apeks ligger mellem stjernebillederne Svanen og
himmelkuglen, hvor det kunne anvendes på andre kikkerter, der observerede relativt til disse klare stjerner. Denne opgave er de seneste år helt overtaget af rumbaserede observationer fra Hipparcos og ESAs satellit GAIA. Læs mere i Den Store Danske astronomiske koordinater
himmelkuglen. Forsøg på forudsigelser af måne- og solformørkelser indgik også. Vandrestjerner og fiksstjerner I stort set alle ældre kulturer var astronomien nært forbundet med astrologien, hvori de nærmeste himmellegemer Solen, Månen og planeterne Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn opfattedes
himmelkugles vedkommende mod himlens sydpol). Der findes også andre opstillinger af kikkerter, bl.a. i meridianen, dvs. hvor kikkerten kun kan dreje om en akse, der vender stik øst-vest. Denne opstilling benyttes til passageinstrumenter og meridiankredse, der anvendes til astrometri
himmelkuglens geometri. Autolykos kritiserede den eudoxiske (se Eudoxos), geometriske model af Solsystemet, bygget op over koncentriske sfærer. Denne model forudsatte, at himmellegemernes afstande til Jorden var konstante, og dette kunne ikke forklare variationer i Solens og Månens diametre og planeternes
himmelkuglen. Et stjernedøgn bliver derved ca. 3 minutter og 56 sekunder kortere end middelsoldøgnet. Man skelner mellem det tilsyneladende stjernedøgn som defineret ovenfor og det sande stjernedøgn. Forskellen skyldes forårspunktets forskydning på ekliptika som følge af Jordens præcession. Det sande