hattisk
Hattisk, (af assyrisk og hittitisk khatti), vedr. det sprog, som blev talt af de oprindelige indbyggere i den del af Lilleasien, som hittitterne erobrede omkring år 2000 f.Kr. (også kaldt protohittitisk).
Hattisk, (af assyrisk og hittitisk khatti), vedr. det sprog, som blev talt af de oprindelige indbyggere i den del af Lilleasien, som hittitterne erobrede omkring år 2000 f.Kr. (også kaldt protohittitisk).
Hattisk er et ikke-indoeuropæisk sprog, som blev talt i det nordvestlige og centrale Anatolien ca. 2000-1400 f.Kr. Hattisk, der var særlig rigt på præfikser, forekommer i religiøse tekster fra 1300- og 1200-t. f.Kr. på hittitisk, som det
hattiske konger. Den havde et befæstet citadel og husede en oldassyrisk handelskoloni. Blandt fundene er kileskrifttavler, der kan belyse den oldassyriske handel i Anatolien. Denne bebyggelse fik en brat ende, da byen ca. 1720 f.v.t. blev stormet og ødelagt. Byen
hattiske element fra 2000-t. f.Kr. eller før med modergudinden, solgudinden fra Arinna, som den vigtigste guddom; andre guder var vejr- eller vandguden Taru og hans datter Inara. Fra de indoeuropæiske hittitter kendes også en mandlig guddom som den højeste
hattisk oprindelse. Telipinu er søn af vejrguden og solgudinden fra Arinna og blev især dyrket i Central- og Nordanatolien. I de myter, der er knyttet til Telipinu, indgår forestillingen om, at guddommen forsvinder i vrede over en mangelfuld kultdyrkelse; dette