h-mol
H-mol, inden for musik en moltoneart med h som grundtone og kryds (fortegnet ♯) for f og c; paralleltoneart til D-dur.
H-mol, inden for musik en moltoneart med h som grundtone og kryds (fortegnet ♯) for f og c; paralleltoneart til D-dur.
h-mol op. 20, 1831-32; nr. 2 b-mol op. 31, 1837; nr. 3 cis-mol op. 39, 1839; nr. 4 E-dur op. 54, 1842 Sonate nr. 1 c-mol op. 4, 1828; nr. 2 b-mol op
h-mol for tværfløjte, strygere og continuo med den berømte slutsats Badinerie) 2 violinkoncerter, a-mol og E-dur, BWV 1041-1042 og dobbeltkoncert d-mol BWV 1043 7 cembalokoncerter (delvis omarbejdelser af violinkoncerter) BWV 1052-1058 Andet: Das musikalische
mol op. 34, 1862, omarbejdet 1864 Klarinetkvintet h-mol op. 115, 1891 Strygekvartet nr. 1 c-mol op. 51 nr. 1, 1873 Strygekvartet nr. 2 a-mol op. 51 nr. 2, 1873 Strygekvartet nr. 3 B-dur op. 67, 1875 Klaverkvartet
mol, 1874 Symfoni nr. 5 F-dur, 1875 Symfoni nr. 6 D-dur, 1880 Symfoni nr. 7 d-mol, 1884-85 Symfoni nr. 8 G-dur, 1889 Symfoni nr. 9 e-mol Fra den nye verden, 1893 Klaverkoncert g-mol, 1876 Violinkoncert a-mol, 1879-80 Cellokoncert h
h-mol ("Den ufuldendte", 1822); "nr. 9" (egl. nr. 8), C-dur ("Den store C-dur", 1825-28) Ca. 20 ouverturer, heriblandt to "i italiensk stil", 1817 kammermusik Ca. 15 strygekvartetter, heriblandt c-mol ("Quartettsatz", 1820); a-mol ("Rosamunde", 1824), d
h-mol D. 759 af Franz Schubert, komponeret 1822, uropført 1865 – 37 år efter komponistens død – og udgivet 1867. Flere af Schuberts værker (også symfonier) er ufuldendte eller findes kun i skitser. Af ukendte årsager afbrød Schubert arbejdet nogle takter
mol op. 81 (1819). Af klaverkoncerterne kan fremhæves de to i a-mol op. 85 (ca. 1816) og h-mol op. 89 (1819), og af kammermusikken klavertrioerne, klaverkvintetten i es-mol op. 87 (1802) og septetterne i d-mol op
mol (1878), den ikke-programmatiske nr. 5, e-mol (1888), begge med gennemgående "motto"-tema, og som hans sidste værk den selvcentrerede nr. 6, h-mol, Pathétique (1893) med dødsvarslende, langsom finale. Operaer og balletmusik Af hans ni operaer er
mol op. 27 som højdepunkter ved siden af de nævnte Ibsensange. Griegs instinktive modvilje mod at komponere i de store klassiske former forhindrede ham i at fuldføre Strygekvartet nr. 2 i F-dur (to b satser, 1891), ligesom en planlagt klaverkoncert i h