gribbe
Afrika og Asien, mens de amerikanske "gribbe" udgør en egen familie (se vestgribbe). I vingefang varierer gribbe fra 1,5 til 3 m (vægt 1,5-12 kg). De er knyttet til åbent land, og udbredelsen er i høj g
Afrika og Asien, mens de amerikanske "gribbe" udgør en egen familie (se vestgribbe). I vingefang varierer gribbe fra 1,5 til 3 m (vægt 1,5-12 kg). De er knyttet til åbent land, og udbredelsen er i høj g
gribbe, der bl.a. yngler i Spanien, Nordøstafrika og østover gennem Asien til Kashmir i Indien. Gåsegribben er en stor grib, 95-105 cm med et vingefang på 240-280 cm. Vingedækfjerene er lyse, mens svingfjerene er mørke, hvilket giver et
gribbe og nogle få andre er de tilpasset fangst af levende bytte. Næbbet er krumt og skarpt med en vokshud ved grunden, og fødderne er kraftige griberedskaber med skarpe kløer. Hunnen er generelt større end hannen, og graden af denne
Derfor henlægger parserne deres døde på dakhma, et stentårn, hvor kødet fortæres af gribbe, og knoglerne samles i en midterskakt. Den tidligste litterære hentydning til dakhma er fra 830 e.v.t. og viser, at denne praksis allerede da var vidt udbredt.
gribbe og ådselbiller, lever af døde dyr, mens fx regnorme og bænkebidere får næring fra bl.a. nedfaldne blade, samtidig med at de sønderdeler bladene til mindre partikler (detritus). I hav og søer synker døde planktonalger som detritus ned mod bunden
gribbe) og mange frøædende småfugle. Sådanne kolonier kan, afhængigt af arten, rumme fra nogle få til flere mio. par. Det almindeligste parringssystem er det monogame par, enten for en enkelt sæson eller af mere eller mindre livslang varighed (havfugle, gæs
gribbe væk med afskårne menneskehoveder, heraf betegnelsen Gribbestelen; nederst er sejrsceremonien afbildet. Trods sin fragmentariske tilstand er stelen et mesterligt eksempel på tidens reliefkunst. Der er ikke tilstræbt realisme eller perspektivvirkning; kompositionen består i stedet af vandrette registre, hvor figurerne
gribbe, idet palmegribben (Gypohierax angolensis) har mange træk fælles med begge grupper. De egentlige havørne (Haliaeetus) omfatter otte arter, der tilsammen er udbredt over det meste af verden undtagen Sydamerika. Det er meget store fugle (63-96 cm) med et
gribbe. Også fugle knyttet til vådområder er almindelige, fx storke, hejrer, ibisser og vadefugle. I alt kendes ca. 1200 fuglearter fra Indien. En femtedel af landets næsten 400 slangearter er giftige, fx kobraerne (brilleslangerne). Bl.a. i Ganges og Brahmaputra lever
gribbe kan smadre æg ved at ramme dem med sten fra luften, og havoddere bruger sten til at åbne skaller af søpindsvin og muslinger. I alle tilfælde er der tale om medfødte reaktioner med en gradvis forbedring gennem forsøg. Hos