galæble
Galæble, se galle.
Galæble, se galle.
galæbler ("æblegaller"), der kan blive over 2 cm i diameter. De fremkaldes af galhvepsen Cynips quercusfolii. I centrum af galæblet findes et kammer med en larve; gallekammerets væg er på indersiden beklædt med et næringslag bestående af flere lag plasmarige
galæbler på bladpladen. Galler kan også inddeles efter de plantedele, der angribes: rodgaller, kvist- og stængelgaller, knopgaller samt bladgaller. Blade angribes særlig hyppigt af galledannere, og der findes mange typer af bladgaller med karakteristisk udvikling og form, fx pukkelgaller, blæregaller
galæbler til påvisning af jern, men stoffer blev i almindelighed karakteriseret ved deres ydre kendetegn som smag, densitet, krystalform og opløselighed. Libavius troede som sine samtidige på muligheden af at omdanne et metal til et andet (guldmageri). I Alchymia findes
galæbler og andet garvesyre- og gallussyreholdigt materiale blandes med jernvitriol (jern(II)sulfat). Væsken er til at begynde med kun svagt farvet. Når den udsættes for luftens ilt, omdannes (oxideres) jern (II) til jern(III). Skriver man på papir, vil
Digallussyre, (af lat. galla galæble), garvesyre.
(Naturen i Danmark)
galæbler og linsegallerne, som især udvikles på bladene. En anden karakteristisk galle, kartoffelgallen, dannes af Biorhiza pallida, hvis galler kaldes kartoffelgaller. Den har som flere andre galhvepse to generationer om året: Vintergenerationen danner galler på bark, i knopper eller på