frivol
Frivol, (af fr. frivole ubetydelig, flygtig, af lat. frivolus), letsindig; letfærdig; uanstændig.
Frivol, (af fr. frivole ubetydelig, flygtig, af lat. frivolus), letsindig; letfærdig; uanstændig.
frivole digter I flere kilder portrætteres al-Khansa som en frivol kvinde, der kender sit eget værd, og som ikke er bange for at sige mandlige autoriteter imod. I Balaghat al-nisa beretter Ibn Abi Tahir Tayfur bl.a. om en
Frivolisere, (se frivol), gøre frivol; behandle frivolt.
frivole historier, især pga. deres jævne sprog. Oversættelser Den første oversættelse af Tusind og én nat til et europæisk sprog, af Antoine Galland (1646-1715) til fransk i 1704, blev begyndelsen på værkets udbredelse i hele verden. Galland benyttede det
frivole sange og drikkeorgier (et glas for hvert år man ønskede at leve). Anna Perenna hører til de ældste romerske guddomme, og hverken hendes navn eller funktion stod længere klart, da Ovid omkring Kristi fødsel beskrev folkefesten for hende i
stemmeføring og ofte frivole tekster. Med Clément Janequin kulminerer en udvikling med livlige rytmer og klare former, der inspirerede til instrumental udførelse. På italiensk grund blev canzona (francese) da også et af udgangspunkterne for baroktidens instrumentalmusik (sonate og concerto grosso).
blot en strofestump, ofte satirisk eller frivol, sunget til instrumental dansemelodi (ikke sanglege), fx "Lott' er død". Danserim findes hyppigt i forbindelse med polskdansemelodier, men optræder også ved nyere danseformer. Nogle danserim er hentet fra viser, andre kendes kun løststående.
frivol) situationskomik har forrang for indholdsmæssig tyngde. Teater Fra antikken kendes flere former for burleske spil, men ordet farce er middelalderligt og hentyder vistnok til, at komiske optrin var en slags fyld i seriøse sakrale spil. Siden blev det en
erotiske sødme og det elegant frivole, som fx i fremstillingen af Louise Murphy (ca. 1745, Louvre), der med fornøjelse viser sin nøgne bagdel frem. Da smagen i Frankrig ændrede sig omkring 1760 fik Boucher ofte en ublid medfart af kritikken.
frivole og erotisk pikante i malerkunsten havde en fornem repræsentant i Jean-Honoré Fragonard. Blandt 1700-tallets billedhuggere bør fremhæves Edme Bouchardon, der bevarede et klassicistisk udtryk i modsætning til den herskende rokoko ved Ludvig 15.s hof, Étienne-Maurice