frisure
er et ord for den måde som hår er klippet eller sat på. Læs mere i Den Store Danske hår- og skægmode
er et ord for den måde som hår er klippet eller sat på. Læs mere i Den Store Danske hår- og skægmode
frisurer: Bibelens Samson tilhørte en religiøs gruppe, der ikke måtte lade sig klippe. Visse ortodokse jøder bærer lange slangekrøller ved ørerne til en ellers kortklippet frisure. Indvielse til bod, askese og pilgrimsfærd for en periode eller til munk, profet, hellig
frisure, hvor alt håret er samlet i en sammensnøring tæt ved hårbunden på issen, evt. på den ene side af hovedet eller i nakken. Håret hænger løst fra snøringen og kan svinges som hestens hale, heraf navnet. Hestehalen kom frem
frisurer, Grove kamme udskåret i ét stykke ben kendes fra Danmarks stenalder; fra bronzealderen kendes kamme af bronze og horn. I vikingetiden blev kamme udskåret og sammensat af flere stykker ben med tætte tænder, og kammageren var en fast del
frisure, hvor håret er samlet i nakken og flettet eller omviklet stramt med et piskebånd. Moden slog an til mænd i 1700-t., introduceret af kong Frederik Vilhelm 1. af Preussen. Pisken blev almindelig i mange landes hære og flåder
frisure, hvor håret deles i to fra nakken og frem og de to dele samles på hver sin side af skilningen, enten på siden af hovedet eller trukket tilbage mod nakken. Læs mere i Den Store Danske hestehale hår- og
frisurer af ægte og falske fletninger. Almuebrude bibeholdt tilsvarende håropsætninger garneret med silkebånd og anden pynt (kaldet fletter). Fletninger var ikke forbeholdt kvinder; fx havde 1700-tallets sømænd nakkefletning, omvundet med bånd og til tider tjæret. Kinesernes hårpisk var også
frisure for at give et fyldigere og længere hår. Nogle hårextensions er permanente, mens andre nemt kan tages af og på, hvilket giver mulighed for at variere hårlængden og frisuren fra dag til dag. Hår, der bruges til hårforlængelse, kan
frisuren under søvnen. Kappen blev også blev en del af modedragten, fx over 1700-tallets voluminøse frisurer. Kappen ændrede i 1800-tallets slutning form til en flad tre- eller firkantet, men stadig flæse- og blondebesat hovedpynt. Den gik efterhånden over
frisure, hvor det løsthængende, ofte glatte hår er klippet i ensartet længde på siderne og i nakken, fx i højde med hagen, og pandehåret er afklippet vandret ved øjenbrynene. Frisuren har rødder i middelalderen og blev genoplivet i 1800-tallet