fri bevægelighed
er grundlaget for det indre marked. De fire friheder, som opregnes i EF-Traktaten, er fri bevægelighed for varer, for personer, for tjenesteydelser og for kapital.
er grundlaget for det indre marked. De fire friheder, som opregnes i EF-Traktaten, er fri bevægelighed for varer, for personer, for tjenesteydelser og for kapital.
Fri bevægelighed for arbejdskraft Det har været et princip i EU siden 1957, at man skulle have fri bevægelighed for arbejdskraften. Der har løbende været forskellige overgangsordninger i spil, ligesom der har været diverse overgangsordninger for indvandring fra nye lande
bevægelighed for personer fik særlig betydning i forhandlingerne om unionsborgerskab i Maastrichttraktaten. Bestræbelser på at skabe et "borgernes Europa" omfattede især retten til fri bevægelighed og fri opholdsret i ethvert medlemsland. Ved Maastrichttraktaten blev disse rettigheder traktatfæstet for også ikke
er fri passage og adgang til fri erhvervsudøvelse over grænserne for borgerne i EU's medlemslande. Den fri passage gjaldt i Romtraktaten især erhvervsudøvelse, men omfatter ved Maastrichttraktaten også studenter, pensionister mv. Se også EU's beskæftigelsespolitik.
fri bevægelighed for personer, se EU (6.1. Fri bevægelighed). Visumkrav er udtryk for statens udøvelse af suverænitet over sit territorium. Hvilke landes statsborgere der skal have visum og kriterierne for udstedelse heraf, beror på en række hensyn, navnlig til udenrigspolitiske
fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og til dels kapital. I Den Europæiske Fælles Akt ('EF-pakken' blev den kaldt på dansk) erstattedes begrebet 'fællesmarked' med begrebet 'Det indre Marked'. Navneændringen indebar også, at der komme øget integration med hensyn
fri adgang til, at mennesker fra også disse nye EU-lande frit kunne benytte unionens regler om fri bevægelighed til Storbritannien. Denne fornyede stigning i nettoindvandringen satte igen for alvor emnet på den politiske dagsorden både i parlamentet og i
fri konkurrence og samhandel inden for EU. Læs mere om EU's konkurrencepolitik. Social- og arbejdsmarkedspolitik Social- og arbejdsmarkedspolitik forstås i EU-sammenhæng bredt som politiske forsøg på at sikre arbejdskraftens fri bevægelighed og lønmodtagerne acceptable arbejdsmæssige og sociale betingelser
fri bevægelighed og lønmodtagerne acceptable arbejdsmæssige og sociale betingelser. EU-landenes samarbejde er udsprunget af et politisk ønske om at skabe en række mindsterettigheder på arbejdsmarkedet, en "social sokkel", som kan give lønmodtagerne tryghed, og som skal ses som et
bevægeligheder": fri bevægelighed blandt EU-landene for kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdskraft. Det var fra starten et urealistisk krav, at Storbritannien skulle kunne vælge arbejdskraftens frie bevægelighed fra, og derfor kunne det kun ende med, at David Camerons forhandlingsresultat blev