fortungevokal
Fortungevokal, vokal, der dannes med tungeryggen fremskudt i mundhulen, fx de danske vokaler i, e, æ, y, ø.
Fortungevokal, vokal, der dannes med tungeryggen fremskudt i mundhulen, fx de danske vokaler i, e, æ, y, ø.
fortungevokaler. Dette skyldes, at vokalerne i roden er høje og urundede fortungevokaler og at suffiksvokalen er høj. Hvis rodens sidste vokal havde været en urundet bagtungevokal, som fx i ısı 'varme' ville en tilsvarende konstruktion blive ısımız 'vores varme', og
fortungevokaler fortrinsvis er urundede, og bagtungevokaler fortrinsvis er rundede. Rundede fortungevokaler som dansk [y] og [ø] og urundede bagtungevokaler er væsentlig mindre udbredte lydtyper. De eneste undtagelser er den a-type, man har i dansk ralle, og den "neutrale" mellemtungevokal
fortungevokaler efterfølges af fortungevokaler og bagtungevokalerne af bagtungevokaler, fx tyrk. göz 'øje' over for gözüm 'mit øje' og kebap 'kebab' over for kebabım 'min kebab'; her er ö og ü rundede fortungevokaler og ı en urundet bagtungevokal. En sekundær udvikling
fortungevokal i første stavelse efterfølges af fortungevokaler og en bagtungevokal af bagtungevokaler; dog er i neutralt. Dativendelsen hedder således på klassisk mongolsk -dür eller -dur alt efter ordets vokal, jf. A ulandur 'bjerg' over for degüdür 'yngre bror'. Se også
fortungevokaler er urundede og bagtungevokaler rundede. Men en række sprog har tillige rundede fortungevokaler, fx da. [y ø œ] som i syle, søle, høne; hytte, mødte, hønse. Urundede bagtungevokaler findes fx i sydøstasiatiske sprog. I svensk findes to slags runding
fortungevokal ligesom i, men den er lav (eller åben). På samme måde er vokalen i tår en bagtungevokal ligesom u, men den er også lav (eller åben). Runding Rundingen henviser til læbernes stilling under artikulationen af en vokal. De kan
fortungevokal [y] eller som en halvhøj, rundet fortungevokal [ø]. Udtalen er langt [y] i fx krybe, hyle, kyse, syn, by, kort [y] i fx krybbe, hylde/hylle, dysse, yppe, fy, og kort [ø] i fx kysse, synd, dyppe, spytte, yngre. I
fortungevokal. I 1800-tallet blev denne vokal næsten lukket til [ɛ]. Dette skete først i Københavns lavsprog, derpå i byens højsprog og i provinsen, men endnu i dag er lydloven ikke helt slået igennem; ved r hæmmes lydloven noget, fx
fortungevokaler, således at c i denne position på romanske sprog og i den middelalderlige udtale af latin udtaltes [ʨ], [ds] eller [s], jf. den tyskpåvirkede udtale af ci som [ʨ] i bynavnet Fredericia. Som romertal står C for '100' (af