filtrator
Filtrator, (af lat.), siapparat på gasmasker, der lader luften slippe igennem, men holder giftgassen tilbage.
Filtrator, (af lat.), siapparat på gasmasker, der lader luften slippe igennem, men holder giftgassen tilbage.
Filtratorer lever i specialiserede rør i havbunden eller fasthæftet på sten eller alger; forenden bærer et kompliceret filtreringsapparat, som holdes op i vandet for at indsamle små fødepartikler fra planktonet. Dette apparat fungerer også som gælle, mens neuropodierne er omdannede
filtratorer som kalkrørsorme, søanemoner og rankefødder (rurer og langhalse), der lever af mikroorganismer. Blandt dem færdes børsteorme, troldhummere, konksnegle og ålekvabbeagtige fisk. Perifert tiltrækkes ikke-vælddyr af den føde, de herude kan få fat i: bl.a. den tæppedannende spagettiorm (en
filtratorer, som lever af planteplankton, der filtreres gennem gællerne. De konkurrerer om føden med andre filtratorer, fx blåmusling og den europæiske østers. Ligesom andre muslinger kan stillehavsøsters filtrere giftige alger, og da giften ophobes i dens væv, kan det medføre
filtratorer. Evolution De ældste fossile pighuder er fra Kambrium og ca. 540 mio. år gamle. Fund af de tidligste former er sparsomme, da de plader, som de er opbygget af, let løsnes og spredes, men man ved, at gruppen i
filtratorer, der er anbragt på tværs af væggen i en cylindrisk, geléagtig, op til ½ m lang koloni, som er åben i den ene ende. Dyrenes mundåbninger ligger i koloniens overflade; de fører ind i et rummeligt svælg, som har aflange
filtratorer, der findes overalt i havet; de er fæstnet til klipper, sten og alger eller lever nedgravet i sand og mudder. De optræder enten som 1-12 cm store enkeltindivider eller danner ved ukønnet formering kolonier med et stort antal
filtratorer, der fanger plankton vha. tentakelkronen. Nogle er detritusædere. Mange søpølser har i bagenden nogle særlige organer, Cuvierske organer, der udskydes som klæbrige tråde, når søpølsen angribes af rovdyr. Andre søpølser skyder næsten alle indvolde ud gennem bagenden, når de
filtratorer og havde således ikke brug for tænder. Deres efterkommere, de parasitiske rundmunde, slimål og lampretter, har udviklet horntænder af keratin i mundområdet. Til gengæld dannede lidt senere kæbeløse fisk små, beskyttende dentinforbeninger, odontoder, i huden svarende til hudtænderne på
(Naturen i Danmark)
filtratorer De filtratorer, der selv må arbejde for at frembringe den vandstrøm, der skal føre føden frem til deres net eller fangstorgan, kaldes aktive filtratorer. Som eksempler kan nævnes de store muslinger som malermuslinger og dammuslinger (figur 21-20), der