fiksation – fremmedord
Fiksation, (af lat. fixatio, af figere fæstne, gøre fast), fastsættelse; fastgørelse.
Fiksation, (af lat. fixatio, af figere fæstne, gøre fast), fastsættelse; fastgørelse.
Fiksation, inden for kemi bestandiggørelse af et stof, der er udsat for at forandres af lys, luft eller varme; sammenlign med fiksere.
fiksationen med gipsbandage, som foruden at sikre en korrekt stilling hurtigt medfører smertefrihed. I særlige tilfælde kan fiksationen foregå med metalpinde ført gennem huden. Visse brud, fx lårhalsbrud, behandles med osteosyntese. Herved forstås en egentlig operation, hvorunder brudenderne bringes på
fiksation). Hensigten er at sikre sig, at sammenvoksningen af kæben ikke medfører et vedvarende abnormt sammenbid (se bid). Overkæbens anatomi er mere kompliceret, og brud på denne kan have mange forskellige anatomiske forløb. I den letteste form er det blot
fiksation) heraf ved osteosyntese med skruer, skinner eller ved indbankning af et langt metalsøm i marvhulen. Ved ydre fiksation kan bruddet fastholdes med metalpinde indboret i knoglen gennem huden på begge sider af brudlinjen; metalpindene er fastskruet til en stav
fiksation af ledskader eller knoglebrud. I nogle situationer anvendes en komprimerende forbinding, dvs. en stram forbinding, for at hindre blødning fra et sår eller ansamling af vævsvæske i et led eller hulrum. En forbinding skal sidde fast uden at stramme
kun dannes bindevæv mellem knogleenderne. Pseudartrose optræder især efter brud på underben, overarm, bådben og kraveben; diagnosen fastslås ved røntgenundersøgelse. Behandlingen består af kirurgisk oprensning af knogleenderne, indlæggelse af knoglevæv og fastholdelse (fiksation) af knoglen, fx med osteosyntese eller gipsbandage.